Mogens Lykketofts markante udtalelser har mandag aften fået en række politikere til at reagere kraftigt på de sociale medier. En af dem er statsminister Lars Løkke Rasmussen, der på sin Facebook-profil har valgt at genudsende den del af sin nytårstale, hvor han opfordrer til en god tone i den politiske debat. Dermed hentyder han kraftigt til Mogens Lykketofts vilde udtalelser.

En af udtalelserne går på, at Lykketoft kalder Lars Løkke for »en lille svindler.« Og det er tydeligt, at statsministerens Facebook-opslag hentyder til netop Lykketoft. I opslaget skriver statsministeren nemlig: »Tillader mig lige en genudsendelse… Budskabet er vidst ikke nået helt over Atlanten« med henvisning til Lykketofts post som formand for FN’s generalforsamling, som har hovedsæde i New York.

I den alternative version af nytårstalen siger Lars Løkke Rasmussen blandt andet:

»Vi har brug for en bedre samtale med hinanden, hvor vi især lytter til dem, vi er uenige med. At vi erkender, at en sag har flere sider,«

Et råd, som Mogens Lykketoft muligvis kunne bruge, hvis man ser på den tale, han holdt for en række prominente gæster i forbindelse med sin fødselsdag. Her sagde han blandt andet, at »det er den mest fladpandede populistiske regering, vi har haft i min levetid« og fortsatte senere i talen med også at svine den tidligere Thorning-regering til:

»Det er sørgeligt, at den forrige regering var så talent- og profilløs at den banede vejen tilbage for den lille svindler, der nu er statsminister.«

Politikere reagerer
Udover Lars Løkke Rasmussen er andre markante politikere også gået på de sociale medier mandag aften for at komme med deres reaktioner. En af dem er Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, der kalder Lykketofts ord for »uværdige.«

Heller ikke Pia Kjærsgaard, Folketingets formand, kunne ikke lade dette passere: