Staten har ikke været god nok til at tage sig soldater, som er blevet skadet i krig, erkender Lars Løkke. Han lover, at der er hjælp på vej i et nyt udspil.

Der er behov for bedre hjælp og støtte til de soldater, som vender hjem efter dansk krigsindsats i udlandet med fysiske og psykiske skader.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin åbningstale, der er offentliggjort på Statsministeriets hjemmeside.

Statsministeren erkender, at der er behov for mere hjælp, men lover, at den er på vej i regeringens veteranudspil, som kommer i næste uge.

- Mange udsendte vender berigede hjem fra internationale operationer. Andre vender hjem med ar på sjæl og krop. Dem skal vi give den støtte, de har brug for. Det skal vi blive bedre til. Vi skal anerkende veteranernes indsats, siger han i talen.

Konkret vil regeringen ifølge Lars Løkke sikre, at soldater med varige men får den bedste hjælp.

- Og vores tilbud skal have rødder i en dybere forståelse af de traumer og fysiske skader, som voldsomme hændelser under international udsendelse kan give, siger han.

Regeringens hjælp til netop psykisk skadede soldater har gennem længere tid været kritiseret.

I talen slår statsministeren igen fast, at det er planen, at der ikke skal være danske kamptropper i Afghanistan efter 2014.

/ritzau/