KØB PLUS!

Løkke kritiseres for at gemme sig

Et flertal af danskerne mener, Løkke gemmer sig bag Facebook i den politiske debat.

Det er uacceptabelt, når Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen i stigende grad holder sig ude af den offentlige debat og i stedet kommunikerer til pressen via Facebook.

Det mener et flertal af danskerne ifølge en ny meningsmåling, som Gallup har foretaget for Berlingske forud for Venstres landsmøde i weekenden.

V-toppen har en strategi om at holde Løkke fri af den daglige debat i medierne. Internt i Venstre hedder det, at »man altid skal kunne få en kommentar fra Venstre – bare ikke fra Løkke«. I stedet vælger V-formanden ofte at skrive korte beskeder på sin Facebook-side, som medierne kan vælge at citere.

En ny opgørelse, som Berlingske Research har foretaget, viser, at medierne i stigende grad citerer Løkke fra Facebook. I første halvår af 2012 blev Løkke generelt citeret tre gange færre i de skrevne, landsdækkende medier end i samme periode sidste år. Det er mindre overraskende, da statsministre oftere bliver citeret end partiformænd. Men samme undersøgelse viser, at hele 22 pct. af Løkke-citaterne stammer fra Facebook.

Og det er ikke en acceptabel strategi fra Løkkes side, mener 62 procent af danskerne i Gallup-målingen, mens 22 pct. ikke ser noget problem. For Sigge Winther Nielsen, der forsker i strategisk kommunikation på Københavns Universitet, er opgørelsen interessant, da den for første gang sætter tal bag Løkkes kommunikationsstrategi.

- Løkke og Venstre har lavet en strategi om, at man gerne vil kunne kontrollere sin kommunikation ved at bruge Facebook. Indtil videre har det virket. Men hvis der danner sig en holdning om, at Løkke er en bangebuks, som ikke stiller op i medierne, og som ikke tør at få stillet de kritiske spørgsmål, men mest vil kommunikere med vennerne på Facebook, så bliver det en svaghed for ham, siger Sigge Winther Nielsen.

Samtidig har et flertal af danskerne opfattelsen af, at Løkke afviser at deltage i offentlige debatter. Ifølge Gallup-målingen mener 61 pct. af danskerne, at Løkke har afholdt sig fra at deltage i politiske debatter, siden valget sidste år.

De Radikales gruppeformand, Marianne Jelved, mener sågar, at Løkke har været i »flyverskjul«, siden Venstre og de Konservative måtte overlade ministerkontorerne til S, R og SF.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen til denne artikel. I løbet af torsdagen valgte han i stedet at skrive to politiske markeringer på sin Facebook-side.Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, ser ikke nogen problemer i strategien, men mener, at det derimod kan gavne borgernes dialog med Løkke, at de kan skrive til ham på Facebook.

- Den måde, som vores medier udvikler sig på, betyder, at de sociale medier får en større og større rolle. Det giver også en mulighed for at debattere med politikerne, uden at der er et filter, og hvor man faktisk kan komme direkte i kontakt med Lars Løkke Rasmussen, siger hun.

Men er det Løkke selv, der svarer på henvendelserne, eller er det hans rådgivere?

- Det er i høj grad Lars, som styrer sin Facebook-profil. Man kan altid se, hvis den er opdateret af andre end ham. Så står der, at den er opdateret af redaktionen, siger hun til Berlingske.