I Hells Angels-rockeren Brian Sandbergs nye bog, fortæller han, at nuværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, lod sig imponere af svindleren Stein Bagger.

Jetset-rockeren Brian Sandberg var bodyguard for den tidligere finansmand og storsnyder Stein Bagger.

I sin nye bog afslører rockeren, at han var overbevist om at Stein Bagger var en god forbindelse, efter at han havde overhørt en samtale mellem Stein Bagger og Lars Løkke Rasmussen.

Det skriver Ekstra Bladet.

Sandberg oplevede de to sammen, da IT Factory sponsorerede seksdagesløbet i Ballerup i 2008. Her hang Stein Bagger ud med flere prominente gæster. En af dem var Lars Løkke Rasmussen, der på daværende tidspunkt var finansminister. Her overhørte rockeren brudstykker af en samtale mellem de to finansmænd.

'Jeg kunne forstå, at de talte om penge. På et tidspunkt lænede finansministeren sig ind over Stein. 'Du er jo et økonomisk geni,' sagde han. Det var præcis de ord, han brugte... 'Okay tænkte jeg, hvis finansministeren af alle siger det, så må det være den rigtige gut, jeg har fat i,' fortæller Sandberg om Stein Bagger i bogen 'Gangster'.

Det viste sig med al tydelighed i 2008, at Stein Bagger langt fra var den 'rigtige gut' at have fat i. Den tidligere IT Factory-direktør har svindlet for mere end 800 millioner kroner, og blev siden idømt syv års fængsel ved retten i Lyngby. 

Statsminister Lars Løkke Rasmussen kan dog ikke genkende Sandbergs fremstilling af mødet med Stein Bagger.

- Det er korrekt, at Lars Løkke har mødt Stein Bagger til seksdags løbet, men han ønsker ikke at bidrage med kommentarer til Brian Sandbergs bog, hvis fremstilling han iøvrigt ikke kan genkende, oplyser statsministerens pressechef, Michael Christian Helbo, til bt.dk.