Statsminister Lars Løkke Rasmussen afviser, at der er grund til at kritisere Dansk Folkepartis og Pia Kjærsgaards menneskesyn.

Det kom frem på fredagens pressemøde fra Venstres sommergruppemøde i Hanstholm. Senest har integrationsminister Birthe Rønn Hornbech sagt, at hun er imod en integrationskommission som foreslået af DF. Det strider imod mit menneskesyn, sagde hun fornylig. Men Lars Løkke mener altså ikke, at der er noget at komme efter, når det gælder Dansk Folkepartis forslag.

Enlige mødre skal arbejde mere

Lars Løkke Rasmussen fremlagde desuden regeringens vækstplan med navnet 'Nye Tider - Varig Velfærd' på pressemødet. Meningen med vækstpakken er at styrke den private sektor og få den til at vokse for at få råd til den offentlige velfærd i fremtiden.

Blandt de konkrete initiativer er en fond, der skal støtte de små og mellemstore virksomheder.

Desuden vil regeringen indføre et fradrag, der skal give enlige mødre større økonomisk incitament til at arbejde mere, skriver DR Nyheder.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen, så vil fradraget give mange enlige forsørgere et ekstra rådighedsbeløb på 600 kr. om måneden.

Løkke mener, det vil give mange enlige forsørgere, cirka 70 procent mere i det månedlige rådighedsbeløb. Desuden vil Regeringen vil lave et målrettet forsøg, hvor folk, der for eksempel har været længe på sygedagpenge får en kontant præmie, hvis de kommer i regulært job. De penge som skal støtte udviklingen skal hovedsagligt tages fra pensionskasserne. Hele fem mia. kr. skal tages fra pensionskasserne og gives til det private erhvervsliv for at skabe vækst og stabilitet.