Regeringen er nået "et stykke af vejen" på de fire succeskriterier, statsministeren selv satte op sidste år.

København: Det er som regel ikke eksaminanden selv, der bestemmer karakteren. Men statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er ikke bleg for at erklære regeringen bestået på fire centrale kriterier.

De fire kriterier satte han selv op som ny statsminister sidste sommer: Færre på offentlig forsørgelse, færre asylansøgere, flere private job, bedre kernevelfærd.

- På alle fire områder er vi nu - under et år efter - nået et stykke af vejen, siger Lars Løkke Rasmussen under Folketingets afslutningsdebat.

- Det går samlet set den rigtige vej. Der er kommet flere i arbejde. Siden sidste sommer er der skabt 38.000 flere private arbejdspladser. Uden arbejdspladser ingen velstand. Uden velstand ingen velfærd. Så simpel er ligningen, fortsætter statsministeren.

Han benytter samtidig lejligheden i en fyldt folketingssal til at takke alle de andre otte partier:

- Med jeres hjælp har vi fået noget fra hånden siden valget. Mine ministre og jeg glæder os til at fortsætte samarbejdet for et endnu bedre Danmark.

- Oppositionen har også fremsat forslag. Nogle af dem har fundet flertal. Det er også demokrati. Men vigtigst af alt har regeringen indgået aftaler med samtlige partier i Folketinget. 38 i alt. Det er rundt regnet én aftale hver tiende dag.

/ritzau/