Lars Løkke Rasmussen lover flere penge til sundhedssektoren, hvis han bliver statsminister.

Det samlede offentlige forbrug i sundhedssektoren kommer til at stige, hvis Lars Løkke Rasmussen (V) bliver statsminister efter det kommende folketingsvalg.

Sådan lød garantien fra V-formanden selv, da han fredag aften gæstede programmet »Vi Ses Hos Clement« på DR 2.

Her faldt snakken på sundhedspolitikken, som ganske givet kommer til at blive et af valgkampens absolutte hovedtemaer. I sit finanslovforslag for 2015 lovede Venstre en milliard kroner mere til kræftbehandling, hvilket ifølge Lars Løkke Rasmussen er det dobbelte af, hvad regeringen har besluttet at sætte af til området.

Men Danske Regioner vurderede sidste år, at man i 2015 skal spare 1,75 milliarder kroner, og derfor spurgte Clement Kjersgaard ind til regnestykket, der i DR-værtens ører lød til at give et negativt resultat.

Den præmis købte Lars Løkke Rasmussen dog ikke:

»Hvis du spørger, om vi har en betalingsvilje på sundhedsområdet, så er svaret ja,« sagde Venstres formand blandt andet i interviewet.

Dermed tyder det på, at Venstre er klar med tilstrækkelige penge til at kompensere for både stigende omkostninger og regionale besparelser på sundhedsområdet.

Alligevel bad Clement Kjersgaard om en klokkeklar garanti fra Lars Løkke Rasmussen om, at det samlede offentlige forbrug på sundhed rent faktisk vil stige under en Venstre-regering.

»Ja, det går jeg bestemt ud fra,« svarede Lars Løkke Rasmussen.