Lars Løkke Rasmussen forventer inden mødet med Trump, at USA fortsætter sin hårde linje over for Putin.

Washington D.C.. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er blevet beroliget. Både i forhold til Danmarks og EU's bekymringer over USA's fremtidige linje i forhold til blandt andet Nato og Rusland.

Det siger han til Ritzau allerede inden sit møde med præsident Donald Trump i Det Hvide Hus. det finder sted torsdag eftermiddag lokal tid.

Torsdag har han holdt møder med fremtrædende medlemmer af Kongressen inden besøget i Det Hvide Hus senere på dagen.

For selv om Donald Trump har stor magt som præsident, har han brug for politisk opbakning i Kongressens to kamre for at kunne føre sin politik igennem.

Senest måtte han opgive at erstatte Barack Obamas sundhedsreform. Det var, fordi han ikke kunne skaffe enighed blandt sine egne partifæller. De har ellers flertal i begge Kongressens kamre.

I Kongressen mødtes Lars Løkke Rasmussen blandt andet med formændene for de to udenrigskomitéer i Senatet og Huset. Det er den republikanske senator Bob Corker og Edward Royce, medlem af Repræsentanternes Hus.

- Når det er vigtigt, er det fordi, at USA er et demokrati. Præsidenten kan en del i sig selv. Men det meste er i et samvirke med parlamentet, som vi kender det hjemmefra, siger statsministeren.

- De havde begge et meget detaljeret indblik i, hvad Danmark er for en størrelse og er også meget bekendte med den indsats, vi yder i forhold til ISIL og det, vi har ydet historisk i Afghanistan.

- Men de havde også fremadrettet et syn på vigtigheden af europæisk og amerikansk samarbejde. Både i forhold til terrorbekæmpelse men også for at fremme det, vi kalder vestlige værdier.

Torsdagens møder har gjort den danske statsminister mindre bekymret over de udmeldinger, der tidligere er kommet fra præsidenten, forklarer Lars Løkke Rasmussen.

Det er særligt formændenes syn på Ruslands annektering af Krimhalvøen, kampen mod Islamisk Stat og forholdet til militæralliancen Nato, der skaber ro i den danske regeringsleders mave.

Ifølge statsministeren har de to formænd for komitéerne en mærkbar indflydelse på landets administration. Derfor er det vigtigt, at Danmark har en god kontakt til dem.

- Det var også interessant for mig at få deres vurderinger af de mennesker, som præsidenten begynder at omgive sig med.

- Den nye forsvarsminister Mattis og den nye udenrigsminister Tillerson har allerede ved taler, blandt andet ved sikkerhedskonferencen i München, tilkendegivet, at USA selvfølgelig bakker op om Nato.

- Så jeg har selv en oplevelse af, at tingene er ved at lægge sig. Og at noget af det, der blev sagt i kampagnen, og som blev tweetet lidt hurtigt og lidt unuanceret ud, det dækker over noget, som vi kender godt i forvejen.

/ritzau/