Regeringen har ikke sat penge af på næste års finanslov til sin store satsning på flere lærertimer i folkeskolen

Det påpeger Venstres formand Lars Løkke Rasmussen i en kommentar til Thornings åbningstale, hvor folkeskolen var hendes store slagnummer.

- Tanken om at lave en mere sammenhængende skoledag, hvor man har flere timer, så man kan kombinere indlæring med leg og fysisk aktivitet, er god. Hvis det kan blive til virkelighed nu, bidrager vi gerne, siger Løkke.

Han er også positiv overfor idéen om, at lærerne skal opholde sig længere på skolerne og bakker regeringen op, hvis den til forårets overenskomstforhandlinger vil rejse kravet overfor lærerne.

- Jeg kan ikke få øje på, at der i det, der er lagt frem, er afsat særskilte penge til det. Nu er det ikke os, der skal forhandle overenskomst med lærerne, men regeringen. Men vi bakker gerne op, siger han.

- Vi har endnu til gode at se, hvad regeringen præcist foreslår. Man kan ikke bruge pengene, før man har dem, og man kan ikke regne med, at lærerne har mere undervisningstid, før det er aftalt med dem. Der er et eller andet dér, der ser lidt usikkert ud, siger han og efterlyser en køreplan for reformerne om kontanthjælp, SU og folkeskole.

- Samtidig har vi en finanslov, der skal være på plads i løbet af få uger, siger Løkke og understreger, at Venstre meget gerne vil lave en aftale med regeringen.

- For os handler det ikke bare om at lave en finanslov, så Enhedslisten ikke får fornøjelsen. For os handler det om det rigtige indhold. Det der er brug for er noget, der påvirker lige her og nu. Man har brugt pengene på en kickstart, samtidig med at beskæftigelsen er faldet med 10.000. Der er for lidt optimisme hos forbrugerne. Virksomhederne er tynget på deres konkurrenceevne, og detailhandlen er flyttet ned over grænsen, siger Løkke.