Forhandlingerne om det fremtidige forhold til Storbritannien kan først begynde, når bodelingen er sat i søen.

København. - Man skal ikke sidde med ved bordet, have glæden af middagen og så smutte, før regningen skal betales.

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der ligesom EU-toppen lægger op til, at forhandlingerne om Storbritanniens udtræden af EU skal deles i to.

Først skal "bodelingen" på plads. Det vil først og fremmest sige den regning, som Storbritannien ifølge de resterende 27 EU-lande skal betale.

Først derefter kan Storbritannien forhandle om det fremtidig forhold til EU:

- Den første fase af forhandlingerne vil sigte på selve bodelingen. Og når der opnået "tilstrækkelige fremskridt", som det formuleres, så kan forhandlingerne bredes ud til også at omhandle rammerne for det fremtidig forhold, siger Lars Løkke Rasmussen.

Ifølge Løkke kan briterne dog komme til at vente længe på at få vished for, hvilke vilkår man fremover kan handle med EU-lande på:

- Inden for traktaten er det alene forhandlingerne om skilsmissen, der skal være bragt til ende inden for to år.

- Forhandlingerne om det fremtidige forhold kan først begynde, når Storbritannien formelt er blevet et tredjeland. Så er man trådt ud, og så kan man lave en aftale med dem.

- Det kan tage flere år, siger Løkke under et møde i Europaudvalget torsdag.

Her præsenterer han regeringens indstilling til forhandlingerne forud for et topmøde lørdag, hvor de resterende 27 EU-lande skal fastlægge retningslinjerne for forhandlingerne.

Dansk Folkepartis EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth mener, at det er en "smule uhensigtsmæssigt" at lave en skarp opdeling af forhandlinger i to faser.

Han mener, det kan gøre det sværere at blive enige, hvis briterne i den første fase slet ikke får mulighed for at diskutere det fremtidige forhold til EU:

- Hvis Storbritannien vises imødekommenhed i forhold til den fremtidig relation til EU, så vil de også kunne vise imødekommenhed over for en bodeling, mener Kenneth Kristensen Berth.

Regningen for at træde ud af EU kan måske løbe op i flere milliarder pund for briterne.

Løkke nævner blandt andet spørgsmålet om udbetalinger til igangværende flerårige infrastrukturprojekter "som briterne har været med til at sætte i søen, men som først udløber, efter at briterne har forladt EU."

- Der er pensioner til embedsmænd, der har arbejdet for EU gennem årtier, hvor briterne også har nydt godt af deres arbejde.

- Og sådan kunne man blive ved, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han oplever dog, at både EU og Storbritannien ønsker en "mindelig skilsmisse".

- Jeg hører ingen i min kreds tale om, at man ønsker at straffe briterne, eller at vi skal ud i en hævnaktion.

- Det er pragmatisme og sund fornuft, som kendetegner dialogen og stemningen, og det synes jeg er positivt, siger Løkke.

/ritzau/