Verden er fuld af gode råd, lyder det fra statsministeren, efter at venstrefolk har peget på Bertel Haarder som ny dansk EU-kommissær.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holder kortene tæt til kroppen i spillet om, hvem der skal være ny dansk EU-kommissær.

Selv om fremtrædende venstrefolk opfordrer statsministeren at udpege en venstremand, og helst undervisningsminister Bertel Haarder, i stedet for at gå efter klimakommissærposten til den konservative klimaminister Connie Hedegaard, så er det ikke en opfordring, statsministeren umiddelbart vil følge.

- Jeg glæder mig over, at verden er fuld af gode råd. Jeg lytter til dem alle og træffer så min egen beslutning, når tid er. Bertel Haarder vil være en fantastisk kommissær på linje med andre navne i debatten, siger Lars Løkke Rasmussen tirsdag på sit ugentlige pressemøde.

Opfordringen fra Venstres medlemmer af Europaparlamentet kommer, inden statsministeren og vicestatsministeren, den konservative partiformand Lene Espersen, i løbet at kort ventes at skulle sætte navn på afløseren for Mariann Fischer Boel (V).

Ifølge Lars Løkke Rasmussen skal vi dog om på den anden side af et endnu ikke fastsat ekstraordinært EU-topmøde og besættelsen af andre EU-topposter, før der kan eller skal træffes en dansk beslutning.

/ritzau/