Løkke mener ikke, han gjorde uret, da han henviste til en ikke offentliggjort beretning fra Rigsrevisionen.

København. Statsrevisorerne overvejer at klage over statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til Folketingets Præsidium.

Statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF), mener nemlig, at det er udtryk for manglende respekt for Rigsrevisionen og Statsrevisorerne, at Løkke omtalte en beretning om kvotekonger, før den blev offentliggjort.

Løkke nævnte Rigsrevisionens beretning, da han i sidste uge flyttede fiskeriområdet fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

- Der er intet i min flytning, der har afskåret Rigsrevisionen eller Statsrevisorerne for at udtrykke deres kritik, siger Lars Løkke Rasmussen (V) i DR-programmet Slotsholmen på P1 torsdag morgen.

- Jeg synes, man skal kommunikere åbent og ærligt, og det er det, jeg har gjort.

Statsministeren har flyttet fiskeriet ind under Udenrigsministeriet og dermed gjort Karen Ellemann (V) til minister for ligestilling, fiskeri og nordisk samarbejde.

Manøvren bliver af kommentatorer udlagt som et forsøg på at tækkes DF, der har været ude efter Esben Lunde. Den ses også som et forsøg på at tage brodden af sagen før offentliggørelsen af Rigsrevisionens skarpe kritik onsdag.

- Det er jo i hvert fald en mistanke, man kan have, sagde Peder Larsen på et pressemøde onsdag, da han bliver spurgt ind til den analyse.

Løkke medgiver, at det dårlige forhold mellem støttepartiet og Esben Lunde var medvirkende årsag til at flytte fiskeriet:

- Det politiske samarbejdsklima omkring Esben Lunde i relation til fiskeri var ikke godt nok, og derfor var der brug for et personskifte, siger Løkke i radioprogrammet.

- Det er fornuftigt, at vi har lagt opgaven hos en minister, der på alle måder er uplettet af det her.

Men den personlige kemi var ikke den eneste årsag, understreger statsministeren.

Der var også brug for en frisk start på området samt et fokus på, hvordan Storbritanniens udtrædelse af EU kommer til at påvirke dansk fiskeri.

Statsministeren blev i sidste uge advaret af Rigsrevisionen mod at henvise til den endnu ikke offentliggjorte beretning med den alvorlige kritik af Miljø- og Fødevareministeriet.

Men i sin pressemeddelelse, hvor flytningen af fiskeriområdet blev annonceret, nævnte Løkke alligevel, at det i den kommende beretning ville fremgå, at forvaltningen med kvoterne har været utilfredsstillende.

På det tidspunkt havde statsrevisorerne endnu ikke haft adgang til beretningen.

Socialdemokratiet mener, at Løkke brugte beretningen til at "dække over" en regulær fyring af Esben Lunde. Partiet vil have en redegørelse fra Løkke om forløbet.

/ritzau/