Statsministeren vil skaffe flertal for en lettelse af topskatten ved at hæve topskattegrænsen i stedet for at sænke topskatteprocenten.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) åbner nu for en ny vej til en at lette skatten for folk med høje lønindkomster. I regeringsgrundlaget er der lagt op til at sænke topskatten med fem procentpoint, men det får statsministeren svært ved at skaffe flertal til, da det blandt andet for Socialdemokraterne er topskatteprocenten, der er afgørende. Derfor åbner Lars Løkke i et interview med Børsen for en alternativ vej.

Ved at hæve topskattegrænsen i stedet for at sænke topskatteprocenten vil de måske være muligt at skaffe et bredt flertal for en skattereform. Det er vigtigt, fordi danske virksomheder skal kunne holde på de dygtige medarbejdere, siger Lars Løkke Rasmussen til Børsen.

»Det ville være klogt at gøre noget ved topskatten. Der, hvor det rigtigt betyder noget, er for folk med pænt store, men ikke ekstravagante, lønninger. De har nogle kompetencer, som efterspørges i hele Europa, de har en uddannelsesbaggrund og et mindset, der gør, at de er indstillede på, at de ikke behøver arbejde i København, Aarhus eller Kolding. Det kunne også være i Polen, Italien, Holland eller Belgien,« siger Lars Løkke til Børsen.

Hvis regeringen vælger at hæve topskattegrænsen, der i dag er på 459.000 kroner til for eksempel 750.000 kroner vil det løfte omkring 350.000 lønmodtagere som dem, Lars Løkke taler om, ud af topskat, skriver Børsen.