Selv om LO anbefaler et ja til folkeafstemningen om det danske retsforbehold, afviser organisationen at tage fuldt ud del i kampagnen og indrykke annoncer.

Der bliver hverken store annoncer eller helhjertet kampagnearbejde fra LO under slutspurten frem mod folkeafstemningen om retsforbeholdet 3. december.

For selv om LO i begyndelsen af november anbefalede et ja, agter organisationen ikke at deltage aktivt i kampagnen på ja-siden, der vil erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning.

Det fastslår LOs formand, Lizette Risgaard, efter en arbejdsfrokost med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og en lang række organisationer på Marienborg mandag

»Vi er ikke inde i statsministerens ja-kampagne. Vi går ind for et ja, men det vigtige for os er at oplyse om det her. Det er det, vi gør. Men at bruge annoncekroner på det, nej, det gør vi ikke. Vi har valgt at sige, at vi arbejder sammen med vores fagforeninger med medlemsmøder, hvor man kan komme for at diskutere det her. Forhåbentligt går man oplyst derfra og er blevet sikrere på, om krydset skal sættes ved et ja eller et nej,« siger hun.

Lizette Risgaard gør det dog klart, at LO kan se store fordele ved et ja, fordi det ifølge organisationen kan være med til at styrke kampen mod social dumping og gældsinddrivelse fra virksomheder.

»Der er fordele ved at stemme ja, fordi vi kan komme efter nogle arbejdsgivere, vi ikke kan nå på samme måde i dag. Tilvalgsordningen vil gøre det lettere at komme efter arbejdsgivere i udlandet. Men folk bestemmer jo helt selv, hvor de vil sætte deres kryds,« siger LO-bossen.

Efter mødet opfordrede Lars Løkke Rasmussen tvivlere til at stemme ja. Han stillede sig op foran Marienborg med en lang række fagforbund og arbejdsgiverorganisationer samt andre NGOer som bagtæppe og proklamerede, at nu skal »ja-hatten« tages på.

»Hvis man er i tvivl, så skal man stemme ja. Det er måske det, der er lidt anderledes ved den afstemning i forhold til så mange andre, vi har haft. Det er sådan set ja’et, der er det trygge,« lød det fra statsministeren.

Red Barnet, Landbrug & Fødevarer, LO og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) var nogle af de organisationer, der var inviteret med til Løkke arbejdsfrokost.

Der er blot ti dage til, at danskerne skal vælge, om retsforbeholdet skal afløses af en tilvalgsordning.