Under de natlige budgetforhandlinger i Bruxelles fik Berlingske mulighed for at stille Litauens præsident Dalia Grybauskaite spørgsmål om udviklingen i forhandlingerne i det spørgsmål, som optager Danmark mest, muligheden for at opnå en rabat på en milliard kroner i de årlige danske betalinger til EU.

Præsidenten understregede, at der stadig er tale om meget komplicerede forhandlinger, hvor parterne står langt fra hinanden. Håbet er at finde et kompromis, og derfor fortsætter forhandlingerne, understregede hun.

Berlingske spurgte til i hvilket omfang rabatterne været nævnt på dette stadie?

»Hvilke af dem,« spurgte præsidenten og smilede

Well, jeg er dansk ...

»Bare rolig. Alt vil blive O.K.,« sagde præsidenten med et smil, der hurtigt udviklede sig til et bredt grin, der smittede resten af den lille gruppe journalister, som havde fået aftale med præsidenten om et kort møde med pressen.

Præsidenten trak på skuldrene og gav ikke indtryk af, at det danske rabatkrav var blandt hovedforhindringerne som forhandlingerne står lige nu.

Præsidenten, der er tidligere budgetkommissær i EU-Kommissionen, og som var med til at forhandle det sidste syv-års budget på plads i 2005, trak på skuldrene og spurgte, om der var andre spørgsmål.

Det var der.

Fortsættes ...