Danmark skal hjælpe Mellemøstens befolkninger med at gøde jorden for demokratiske reformer på lokalt plan. Den væbnede kamp mod Islamisk Stat kan ikke stå alene, understreger udenrigsminister Martin Lidegaard.

Iran og Saudi-Arabien skal have dansk støtte til at udvikle demokrati på lokalt plan. For de fejlslagne omvæltninger under Det Arabiske Forår har vist, at en meget stor del af befolkningen ikke er klar til at gribe de demokratiske strukturer.

Det fastslår udenrigsminister Martin Lidegaard (R), der under sit besøg i sidste uge i Iran og Saudi-Arabien forelagde ideen om dansk støtte på lokalt plan for sin iranske og saudiske kollega.

»Og de var begge imødekommende. Hvis vi ville støtte kræfter, der går direkte imod landenes centrale styrer, så ville regeringerne i Iran og Saudi-Arabien af gode grunde ikke tale med os. Men der eksisterer jo faktisk i disse lande allerede en eller anden form for lokalt styre, en eller anden form for balanceakt mellem de forskellige grupperinger lokalt. Sådan har det været i århundreder, og jeg tror, at det er med til at forklare, at regimerne har kunnet holde i så mange år. Regimernes magthavere lader det lokale styre leve sit eget liv, så længe det ikke truer centralregeringen,« siger Martin Lidegaard.

»Hvis vi kan gå ind og bygge på disse lokale strukturer og gøre dem mere demokratiske – med plads til kvinderne eksempelvis og de forskellige religioner – så tror jeg, at vi har taget et stort skridt i retning af også at kunne tage et opgør med de centrale strukturer,« vurderer udenrigsministeren, der dog understreger, at det kommer til at tage mange år.

»Vi får ikke demokrati i vestlig forstand i det område i mange år, men vi får det på et tidspunkt. Men forudsætningen for, at det kan gå hurtigt og blive stabilt er, at vi begynder at gøde de demokratiske kræfter. Det er deres kamp, og de kommer måske også til at definere en anden form for demokrati, der ikke er spor ekstremistisk, men måske anderledes end det demokrati, som vi kender, og det er fair nok. Det er deres land og deres liv, men vi skal gøre, hvad vi kan for at gøde det – ikke mindst på lokalt niveau og dér støtte demokratiske strukturer og processer.«

Udenrigsministeren mener, at de fejlslagne omvæltninger under Det Arabiske Forår har vist, hvor vigtigt det er at få hele befolkningen med om bord.

»Som Grundtvig sagde det i sin tid, da vi indførte parlamentarismen i Danmark, så skal folket være klar til at gribe det. Ellers falder det. Og jeg tror, at det har været et af problemerne under Det Arabiske Forår: At en meget stor del af befolkningen – især i landområderne <saxo:ch value="226 128 147"/> i modsætning til de veluddannede i byerne slet ikke er klar til at gribe de demokratiske strukturer,« siger Martin Lidegaard.

Helle Malmvig, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, kalder det »fantastisk«, hvis Danmark kan få hul igennem til lande som Iran og Saudi-Arabien, der hidtil har været lukket land for udenlandske projekter inden for demokrati og menneskerettigheder.

»Det vil være fantastisk. Især hvis man kan få lov til at lave noget sammen med det lokale civilsamfund. Men jeg tror, at det bliver svært,« siger Helle Malmvig.

Gennem det såkaldte Arabiske Initiativ har Danmark siden 2003 forsøgt at understøtte reform- og demokratiseringsprocesser i Mellemøsten og Nordafrika. Men hverken Iran eller Saudi-Arabien har for alvor på noget tidspunkt været blandt de lande, hvor danske organisationer med økonomisk støtte fra Udenrigsministeriet prøver at gøre en forskel.