Udenrigsminister Martin Lidegaard træder ved regeringsrokaden ind i koordinationsudvalget. Sofie Carsten Nielsen får også sæde i regeringens økonomiudvalg.

Det bliver udenrigsminister Martin Lidegaard (R), der overtager den ledige plads i regeringens koordinationsudvalg efter Margrethe Vestager (R).

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) bekræfter i en pressemeddelelse, at udenrigsministeren træder ind i koordinationsudvalget i stedet for den kommende EU-kommissær.

Vestager efterlader også en tom stol i regeringens økonomiudvalg, og den bliver overtaget af de Radikales nye nummer to, uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R).

Koordinationsudvalget udgør regeringens absolutte top. Udvalget, der mødes en gang om ugen og drøfter større lovforslag og udspil, består foruden Martin Lidegaard af Helle Thorning Schmidt, finansminister Bjarne Corydon (S), beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), justitsminister Karen Hækkerup (S), økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) samt uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen.

Økonomiudvalget har fire medlemmer: Corydon, Østergaard, erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) samt altså Sofie Carsten Nielsen.