Den australske terrorsag er forfærdelig og viser behovet for en fælles front mod terrorbevægelsen Islamisk Stat, siger udenrigsminister Martin Lidegaard.

Der er en risiko forbundet med at bekæmpe terror. Men alternativet er værre: Nemlig at terroren bare får lov til at gå fri.

Sådan lyder det fra udenrigsminister Martin Lidegaard (R), efter en terroraktion i Australien blev afværget natten til torsdag.

»Det er forfærdeligt og afskyeligt at se, men det viser også, at vi står over for en trussel, som vi bliver nødt til at stå sammen om at bekæmpe både i muslimske og vestlige stater,« siger udenrigsministeren.

Martin Lidegaard understreger behovet for at udvide den koalition, der sammen skal bekæmpe Islamisk Stat.

»Jo flere vi er i koalitionen, jo mindre er risikoen. Derfor arbejder vi målrettet for, at vi hele tiden bliver flere lande,« siger han.

Umiddelbart bliver der ikke lavet om på, at det danske bidrag består af et Hercules-fly til transport.

»Vi ligger, hvor vi hele tiden har ligget. Det skal være en pakke med mange indsatser, herunder også militære, men vi forhandler stadig i koalitionen om den præcise arbejdsdeling,« siger Martin Lidegaard.

Op mod 800 australske politifolk var natten til torsdag i aktion for at forhindre et terrorangreb, som tilhængere af terrorgruppen Islamisk Stat (IS) menes at stå bag.

Ifølge Reuters skulle terrorangrebet omfatte halshugning af en tilfældig person på gaden i Sydney. Ofret skulle indsvøbes i IS’ flag, hvorefter selve henrettelsen ifølge efterretningstjenesten skulle foretages for åbent kamera og senere offentliggøres for at sprede rædsel i befolkningen.

Mindst 15 personer rapporteres at være anholdt i den omfattende politiaktion, der fandt sted i byerne Brisbane og Sydney. Op mod halvdelen af Australiens 50.000 muslimer bor i Sydney, fortrinsvis i byens vestlige forstæder, hvor politiet slog til.