Den danske udenrigsminister er parat til at skærpe sanktionerne mod Rusland. Men han er også parat til at gøre mere på længere sigt, fastslår han.

Situationen mellem Ukraine og Rusland er nu så tilspidset, at EU er nødt til at indføre nye sanktioner mod russerne. Men samtidig er EU-landene nødt til at gøre mere for på lang sigt at vise Kreml, at aggressionerne i det østlige Ukraine er dybt uacceptable, fastslår udenrigsminister Martin Lidegaard (R).

Han har fredag deltaget i et uformelt møde med sine europæiske kolleger om situationen i Ukraine, og her blev de enige om at anbefale, at EUs stats- og regeringschefer vedtager nye sanktioner mod Rusland, når de lørdag samles i Bruxelles.

»Vi er enige om, at vi er gået ind i en ny fase i den lange konflikt, vi har haft, og at det kalder på nye sanktioner og skridt, som vores stats- og regeringschefer skal drøfte i morgen. Men vi har også talt om, at sanktioner ikke kan stå alene. Vi bliver nødt til nu at kigge langt frem og se på, hvad vi kan gøre for at blive mindre afhængige af energi fra Rusland og på, hvordan vi kan sikre, at vi støtter kræfter i Rusland - herunder støtter medier i Rusland - som kan gå imod Ruslands massive propaganda,« siger Martin Lidegaard.

Han mener ikke længere, der kan herske tvivl om, at Rusland nu deltager aktivt i kamphandlingerne i Ukraine. Ifølge NATO er der langt over 1.000 russiske soldater, der kæmper på separatisternes side i det østlige Ukraine, samtidig har forsvarsalliancen registreret, at russerne leverer militært udstyr til kampene. Derfor kan EU og andre internationale partnere ikke bare tøvende se på, mener den danske udenrigsminister.

»Det er en meget alvorlig situation, vi har i Ukraine. Nogle kalder det krig, andre kalder det konflikt, jeg mener, at man kan kalde det, hvad man vil. Det afgørende er, at det bliver værre og værre, og det skal og må stoppe meget snart,« fastslår han.

Martin Lidegaard anser det for mest sandsynligt, at stats- og regeringscheferne lørdag bliver enige om at udbygge de sanktioner, der allerede er vedtaget mod Rusland.

»Vi har ikke taget konkrete beslutninger om præcis hvilke sanktioner, der skal besluttes. Men det er forventeligt, at det er samme type af økonomiske sanktioner inden for de sektorer, hvor vi allerede har sanktioner. Finans, energi, våben, men i udvidet form. Det er ikke noget, vi har lyst til at gøre, men der var enighed omkring bordet om, at det er svært at undgå yderligere sanktioner i en situation, hvor Rusland står bag så dramatisk nye og grænseoverskridende skridt. Der er jo tale om, at vi nu har russiske kamptropper i direkte kamphandlinger på ukrainsk grund,« forklarer han.