Der er brug for at sætte massivt ind med mere udviklingsbistand, hvis vi skal forhindre tragedier med bådflygtninge, der drukner i Middelhavet, mener udenrigsminister Martin Lidegaard.

Den danske udenrigsminister er klar til at sætte ind med øget udviklingsbistand for at undgå katastrofer med hundredvis af bådflygtninge, der drukner i Middelhavet.

Natten til søndag kæntrede en båd med op mod 700 flygtninge på vej fra Libyen til Italien, og langt de fleste frygtes omkommet.

Det er »en menneskelig tragedie«, siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R), der mandag deltager i et møde i Luxembourg med de øvrige europæiske udenrigsministre, hvor bådflygtningene er på dagsordenen.

»Mit budskab på vores ministermøde i morgen i Luxembourg vil være, at der er brug for at sætte massivt ind med humanitær bistand, ulandsbistand, til alle de flygtninge, der befinder sig i nærområderne, så de også har et fremtidsperspektiv der, hvor de er lige nu, og ikke alle sammen forsøger at flygte af håbløse flugtruter,« siger den danske udenrigsminister til Berlingske Nyhedsbureau.

Ud over at skrue op for udviklingsbistanden er Martin Lidegaard også klar til at støtte Italien. Migrationspresset på Italien er nemlig særligt stort, da langt de fleste flygtninge forsøger at komme til Europa ad den vej. Italienerne har da også adskillige gange bedt EU om hjælp til at håndtere problemet.

»Den her ulykkelige situation findes der ikke nogen enkel løsning på. Men det er åbenlyst, at der er brug for at overveje yderligere støtte til den italienske regering og også en kortsigtet, hurtig og effektiv indsats mod de menneskesmuglere, der så kynisk udnytter den her situation,« siger Martin Lidegaard.

Men udenrigsministeren erkender også, at løsningsmulighederne stiller de europæiske lande i en særdeles svær situation.

»Jeg må være helt ærlig og sige, at det desværre er svært at pege på tiltag, der fuldstændig kan løse det her problem. Og det skyldes altså det djævelske dilemma, at jo flere flygtninge vi samler op, og jo bedre vi bliver til at gøre det, jo flere tømmerflåder og plimsollere og helt håbløse fartøjer sætter menneskesmuglerne i vandet på den anden side. Det skyldes, at tilstrømningen af flygtninge i øjeblikket er så stor, at de næsten kan fortsætte uendeligt,« siger Martin Lidegaard.

Derfor betoner han behovet for mere udviklingsbistand.

»Der skal altså laves både en indsats mod menneskesmuglerne, samtidig med at vi forsøger at redde dem, vi kan. Og samtidig skal vi forsøge at forbedre levevilkårene og de humanitære indsatser i selve områderne. Der er brug for mere udviklingsbistand - ikke mindre,« siger Martin Lidegaard.

Hvis dødstallet efter weekendens ulykke står til troende, er der tale om den største druknekatastrofe i Middelhavet siden Anden Verdenskrig. Sidste mandag døde 400 bådflygtninge på samme måde, og i alt menes 1.500 kvinder, mænd og børn at være omkommet i årets første fire måneder.