Kan man godt være ultraliberal, kræve at borgerne skal forsørge dem selv og samtidig gå ind for et kongehus? Ja, det kan man, siger Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen.

Hvis det står til Danmarks mest liberale politiker, Anders Samuelsen (LA), kan vi se frem til mange flere vinkende karretture med konger og dronninger i fremtiden.

Selvom man er ultraliberal, kan man nemlig godt gå ind for at sende en stor pose penge til pomp og pragt på Amalienborg Slot, mener han.

»Vi har et konstitutionelt monarki i vores land. Det betyder, at vi har et symbolsk overhoved, der er skrevet ind i grundloven. Men i den afgørende paragraf står der, at ingen lov er gyldig, uden den er fulgt op af en ministers underskrift og et flertal i Folketinget,« siger Samuelsen som forklaring på opbakningen.

Fra talerstolen på partiets landsmøde lørdag sagde formand Leif Mikkelsen (LA), at man i Liberal Alliance er stolte af dem, der får hængt ridderkors på brystet oppe hos Dronningen. Og det er altså selvom partiets politik er, at man skal kunne forsørge sig selv.

Spørgsmål: De er jo en stor familie på overførselsindkomst, der får rigtig mange penge af staten?

»Det har jeg ingen problemer med. Jeg er stolt af vores kongehus, og jeg synes, de gør det blændende godt. Jeg er enig med Shu-bi-dua, når de siger, »hva’ skal vi med en præsident, sådan en folkepolitibetjent«,« siger Samuelsen.

Spørgsmål: Men jeg forstår stadig ikke, hvordan man kan forene at være Liberal Alliance og gå ind for kongehuset?

»Det behøver du heller ikke at forstå. Det er fordi, vi bor i Danmark, og det er en dansk tradition. Jeg sætter pris på den. Alternativet til kongehuset er værre, og det skal man altid måle det op imod,« siger Anders Samuelsen.

Anders Samuelsen blev Ridder af Dannebrog i 2012.