Lene Espersen melder afbud til klimamøde

Mens den danske udenrigsminister Lene Espersen (K) melder afbud til nyt klima, afbryder Sveriges udenrigsminister Carl Bildt sin ferie for at deltage.

Midt i sit politiske livs værste krise har udenrigsminister Lene Espersen (K) på ny meldt afbud til et vigtigt internationalt møde. Mandag mødes EU-landenes udenrigsministre i Bruxelles, men det bliver uden Lene Espersen.

Hun holder nemlig ferie med sin familie i Italien, skriver B.T.

Mens den svenske udenrigsminister Carl Bildt afbryder sin sommerferie for at deltage i EU-drøftelser om sanktioner mod Iran og forhandlinger om klimamål, har Lene Espersen valgt at blive i Italien hvor holder ferie med familien.

På mødet skulle hun ifølge B. T. blandt andet have kæmpet for regeringens ønske om en skærpelse af EU's mål for CO2-reduktion.

Lene Espersens afbud betyder, at to embedsmænd, direktør Michael Zilmer-Johns og EU-ambassadør Jeppe Tranholm vil repræsentere Danmark.

Ifølge udenrigsministeriet er det ikke unormalt, at danske udenrigsministre bliver væk fra EU-møder i juli.

Heller ikke Venstres udenrigspolitiske ordfører, Michael Aastrup Jensen, finder Lene Espersens fravær problematisk.

- Jeg har fuld tillid til, at udenrigsministeren træffer en rigtig beslutning. Som jeg har set dagsordenen, er der ikke tale om et af de absolut vigtigste møder, siger han til B.T. Ifølge avisen har det ikke været muligt, at få en kommentar fra Lene Espersen.

I Sverige anses EU-mødet i Bruxelles for så vigtigt, at udenrigsminister Carl Bildt afbryder sin ferie i Kroatien for at deltage.

Af det svenske udenrigsministeriums hjemmeside fremgår det, at udenrigsministrene i Bruxelles foruden EU's klimamål blandt andet skal diskutere det fortsatte engagement i Sudan, sanktioner mod Iran, situationen i Gaza samt relationerne til Indien og Brasilien.

/ritzau/

 

Lige nu på B.T. PLUS

Nyheder

Sådan blev jeg Johanne Schmidt-Nielsen

17/04 10 kr
Bil og camping

Bøderne i EU er eksploderet

12/04 10 kr
Slank

Bliv slank - uden at blive fattig

11/04 10 kr
Motion

Chris MacDonald: Når målet skal nås

07/04
Jobzonen - Ny karriere

Annonce: