Lene Espersen er færdig som konservativ partileder. Det vurderer B.T.s politiske kommentator Helle Ib.

 - Det er mit indtryk, at hovedparten af folketingsgruppen ikke tror på, at partiet kan rette op på tingene før et valg med Lene Espersen i spidsen, siger Helle Ib til bt.dk.
 
- Jeg tror derfor, at Lene Espersen bliver presset til at trække sig. Mit gæt er, at når Lars Løkke Rasmussen først i næste uge præsenterer efterlønsreformen i forbindelse med regeringsseminaret på Marienborg,bliver det med en anden ved sin side end Lene Espersen, fortsætter B.T.s. kommentator.

Helle Ib er heller ikke i tvivl om, hvilken konservativ afløser der i allernærmeste fremtid vil være klar til at føre partiet ud i den kommende valgkamp.

- Det bliver formentlig med Lars Barfoed som ny konservativ leder, lyder Helle Ibs vurdering.