KØB PLUS!

Lektor blåstempler Uffe Elbæks arrangementer

Kulturministeren har ikke umiddelbart brudt reglerne ved at lægge en række arrangementer et sted, hvor hans mand er ansat.

Det kan godt være, at det lugter af nepotisme, når kulturminister Uffe Elbæk (R) vælger at holde en række arrangementer for ministeriets penge på et uddannelsessted, hvor ministerens mand er ansat.

Men rent juridisk er der ifølge Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet, intet at komme efter. Det skyldes, at Elbæks mand sidder i en sekretærstilling, som ikke umiddelbart har noget med arrangementerne at gøre.

- Vi har det, der hedder inhabilitetsreglerne. Og de fører ret klart til, at det her ikke er en inhabilitetsrelation. Relationen er ikke tæt nok til, at det medfører inhabilitet, siger Sten Bønsing.

Uffe Elbæks mand blev i maj 2012 ansat som sekretær på Akademiet For Utæmmet Kreativitet (AFUK), hvor kulturministeren har holdt arrangementer for 180.000 kroner. Elbæk erkender, at det ser mistænkeligt ud, men understreger, at der er faglige begrundelser for alle arrangementer. Og der er rent juridisk heller ikke noget at komme efter, understreger Sten Bønsing.

- Hvis ægtefællen havde været kantinechef eller havde ejet institutionen, så kunne det være. Det, der er afgørende, er, at ægtefællens personlige og økonomiske interesser i de her arrangementer ikke er stor nok til, at det medfører inhabilitet, siger lektoren til Berlingske Nyhedsbureau.

Ifølge BTs oplysninger så lød kuvertprisen ved mindst et arrangement på AFUK på 1.800 kroner, hvilket har fået beskyldninger om frås for kulturministeriets penge - og dermed skatteborgernes - til at fyge omkring.

Statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF), erkender overfor DR, at det ikke ser kønt, men understreger, at der kan være forhold, som retfærdiggør, at der bliver brugt 1.800 kroner pr. kuvert.

I forbindelse med Farum-skandalen fastslog Østre Landsret, at en kuvertpris på omkring 1.000 vil være rimeligt i forbindelse med repræsentation betalt af det offentlige. Men det er en tommelfingerregel, der ikke nødvendigvis kan bruges i statsligt regi.

- Det er en tommelfingerregel, der gælder for kommuner, og det er ikke sikkert, at der gælder det samme for stat. De kan være underlagt forskellige budgetmæssige forhold, siger Sten Bønsing, der ikke vurderer, at Uffe Elbæk er gået over grænsen.

- Jeg kan ikke umiddelbart se, at der skulle være noget galt. Vi har desværre meget uklare regler for, hvor meget man må anvende til den slags arrangementer. Men det er ikke oplagt noget, der er ulovligt. Ellers er det noget, som Rigsrevisionen må tage stilling til, siger Bønsing.

Statsrevisorerne formand har sagt, at der ikke er »grund til at spilde statsrevisorernes tid med den sag«, mens Uffe Elbæk er klar til at levere en redegørelse, som Enhedslisten kræver.