Modtagere af dagpenge og kontanthjælp får færre penge at leve for efter nytår, viser nye beregninger.

Efter nytår kommer de ledige til at opleve et fald i deres rådighedsbeløb, viser nye beregninger fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, som illustrerer virkningen af regeringens økonomiske politik for danske gennemsnitsfamilier, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Udviklingen skyldes skattereformen, som hæver beskæftigelsesfradraget og topskattegrænsen, hvilket samtidig gavner folk i job.

- Det er en meget konkret måde at vise på, hvad skattereformen gør. Hvis man er en erhvervsaktiv familie, medfører skattereformen en kontant forskel i familiens økonomi, og dermed gør den også, at det bedre kan svare sig at være i arbejde, siger økonomiminister Margrethe Vestager (R) til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Ministeriet har regnet på otte familietyper, hvoraf de seks oplever et plus på op til 3,6 procent i rådighedsbeløb, mens dagpengemodtagerne får et minus på 0,6 procent, ligesom kontanthjælpsmodtagere vil få et mindre rådighedsbeløb.

Det nuværende politiske flertal er det første siden 1995, der i sin periode ved magten samlet har sænket rådighedsbeløbet for dagpengemodtagere og personer på kontanthjælp. Under VK-regeringen oplevede gruppen samlet en fremgang, skriver avisen.