Statsminister Lars Løkke Rasmussen blev i går meldt til politiet for underslæb ved at have bruge skattepenge på hotelfilm og taxi-ture.

Det var den konservative byrådspolitiker i Hillerød Finn Hansen, der indgav anmeldelsen sammen med de tidligere gruppeformænd for Socialdemokraterne og SF i det nu nedlagte Frederiksborg Amt.

- Vi har aldrig givet ham lov til at bruge de penge, og så er det jo en sag for politiet. Jeg har haft fem amtsborgmestre før Lars Løkke, og ingen kunne finde på den slags, siger Finn Hansen, der selv var formand for de Konservative i amtet.

Uden tilladelse fra amtsrådet har Lars Løkke Rasmussen ifølge et flertal i det tidligere økonomiudvalg brugt skattepenge på private taxi-ture for op mod 150.000 kr. for at komme hjem til hjemmet i Græsted fra det københavnske natteliv eller Christiansborg. Desuden 3.140 kr. for telefon, mad og hotelvideofilm under en rejse til FN i New York i 1999, da han havde orlov fra amtet.

- Det er klart i strid med reglerne. Han fik jo penge med af Folketinget til netop den slags, så når han samtidig lader amtet dække nogle af disse udgifter, får han reelt udgifterne dækket to gange, siger lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing.

Statsministeren ønskede i går ikke at kommentere sagen.