Statsminister Lars Løkke Rasmussen har tirsdag fremlagt regeringens store helhedsplan, den såkaldte 2025-plan. Den lægger blandt andet op til, at danskerne får skattelettelser, men til gengæld skal arbejde et halv år længere.

Helhedsplan - for et stærkere Danmark. Sådan titulerer regeringen selv den 2025-plan, statsminister Lars Løkke Rasmussen tirsdag formiddag fremlagde på et pressemøde i Statsministeriet.

Hovedpunkterne i den plan, der har som formål at sikre dansk velstand frem mod 2025, handler om skat, pension og SU.

Står det til regeringen skal skatten sænkes i både top og bund. Topskatten sænkes med fem procentpoint for indkomster op til en million kroner, og de danskere med de laveste indkomster kan se frem til en skattelettelse på syv procent, hvis 2025-planen bliver en realitet.

Derudover skal en såkaldt jobpræmie udbetales over 18 måneder, hvis man går fra dagpenge eller kontanthjælp og ud i job - det kan give op til 45.000 kroner mere for den enkelte.

Ifølge statsministeren betyder skattelettelserne dog ikke, at der ikke bliver råd til velfærd.

»Jeg anerkender ikke det falske dilemma mellem, at vi kun har råd til skattelettelser eller velfærd. det er fordi, vi laver en jobreform, at vi får råd til at investere i velfærd,« sagde Lars Løkke Rasmussen på pressemødet.

Vi skal arbejde mere

Overordnet set skal omkring 250.000 flere mennesker i job, og der skal findes 65 milliarder kroner i planen, og finansieringen til det skal blandt andet komme fra en ændring i pensionsalderen.

Fra 2025 skal folk født fra 1958 og frem nemlig arbejde et halvt år længere, før de kan gå på pension, og på den måde stiger pensionsalderen altså fra de nuværende 67 år til 67,5 år.

»Nu lever danskerne længere, end vi troede, og det er rigtig godt. Men det betyder også, at udfordringen ved, at vi får flere på pension og færre på arbejdsmarkedet, er større, end hvad vi forudsagde. Derfor foreslår vi, at vi justerer pensions- og efterlønsalderen, så de der kan, arbejder seks måneder mere,« sagde statsministeren på pressemødet tirsdag.

Samtidig foreslår regeringen en obligatorisk pensionsopsparing som et middel til, at færre bliver afhængige udelukkende af folkepensionen.

Halvdelen af SU'en bliver lån

Udover en højere pensionsalder skal penge til velfærd og skattelettelser findes ved en større reform af SU-systemet.

Hvis 2025-planen bliver til virkelighed, vil halvdelen af det beløb, danske studerende får i SU, fremover være et rentefrit lån, og derudover kan studerende med børn forvente en skatterabat. Det samlede beløb man som studerende kan få udbetalt vil dog blive større.

»Vores justering af SU-systemet, betyder, at en studerende, der både gør brug af stipendie og lån vil få et samlet større rådighedsbeløb, end man har i dag. Så den unge vil, mens man læser, have et større rådighedsbeløb, end det man har i dag,« forklarede Lars Løkke Rasmussen på pressemødet.

Statsministeren bebudede samtidig, at besparelserne på SU skal bruges til at styrke de danske uddannelser.


Strammere asylpolitik og penge til boligejere

Andre større elementer i 2025-planen indebærer det, statsministeren kalder en 'nødbremse' for asylansøgere, der betyder, at asylansøgere skal kunne afvises ved grænsen.

Derudover gjorde Lars Løkke Rasmussen det klart, at man vil stoppe med at modtage kvoteflygtninge i 2016, og antallet af asylansøgere egentlig var forventet at være 25.000 i 2016 - men i stedet nu forventes at være omkring 10.000.

Regeringen vil lave strammere regler for permanent ophold og lave skærpede regler for, hvornår man har ret til velfærdsydelser. Derudover skal et bidrag på en milliard kroner styrke indsatsen i nærområderne.

Af andre elementer i regeringens 2025-plan kan nævnes en pulje på 24 millarder, som afsættes til boligejere, der har betalt for meget i ejendomsskat, ligesom regeringen også har en større vækspakke på tapetet, som har til formål at gøre det attraktivit at investere i Danmark.

Herunder kan du se en liveblog, der kørte under pressemødet.