I tirsdagens BT debat forklarer transportminister for SF, Karsten Hønge, hvad han vil gøre ved de nye taxi-apps, som f.eks. 'Habil', der er blevet lanceret efter den populære, men ulovlige kørselstjeneste Ubers lukning.

Selvom den kontroversielle kørselstjeneste Uber tirsdag kørte sidste tur pga. den nye taxilov, står flere nye tjenester klar til at køre videre. Du efterlyser omgående handling fra transportministeren. Hvad er problemet?

»Det undergraver gode og stabile jobs, som vi har etableret, og som er forbundet med tryghed og sikkerhed. De her tjenester kan smadre taxabranchen og gøre det til et job, som er underbetalt, hvor det bliver svært at være i branchen, hvis du er en almindelig chauffør, der skal leve af det,« siger Karsten Hønge.

Flere nye kørselstjenester står allerede klar til at overtage, udsætter I ikke bare det uundgåelige?

»Altså, det minder meget om min have her i forårstid, der kommer ukrudt op alle vegne. Og jeg skal sørge for, at ukrudtet ikke kvæler alle de sunde planter – i den forstand anerkender jeg, at det er et område, hvor vi skal holde et godt greb om lugejernet,« siger han.

Står du ikke bare i vejen for et innovativt arbejdsmarked?

»Jeg kan ikke se, hvor det fører hen, bare fordi det er en app. Der er ikke en kæft innovativt i at lave underbetaling og ødelægge et arbejdsmarked. Vi har tidligere haft et ureguleret arbejdsmarked i Danmark, og det var ikke lige os. Man kan ikke bare danne et selskab, som vil tage røven på hele det danske rets- og velfærdssamfund. Der er ikke en kæft innovativt i at lave underbetaling og ødelægge et arbejdsmarked. Derfor må tjenester som det nye ’Habil’ pakke sine sydfrugter og køre væk,« siger Karsten Hønge.

Hvad vil du gøre ved det?

»Min opgave er, at få grebet ind så hurtigt som muligt overfor det her. Jeg tager kontakt til de andre ordførere, og vi skal manifestere, at vi er et flertal, som helst ser, at ministeren gør noget, og hvis transportministeren ikke kan finde ud af det, så ser jeg gerne, at et politisk flertal signalerer, at det her vil vi ikke være med til,« siger han.