Demokratiordfører Maria Gjerding fra Enhedslisten er vred over, at et flertal i Folketinget bestående af regeringen, Socialdemokratiet og De Radikale vil give politikerne mulighed for pension fem år før alle andre danskere. Det er helt urimeligt, lyder kritikken.

Maria Gjerding, hvad er problemet?
Jeg mener helt grundlæggende, at politikernes pension skal afspejle de forhold, der gælder for alle andre mennesker. Jeg kan ikke finde noget argument for, at vi skal have mulighed for at trække os før tilbage. At vi skal førtidspensionere os selv fem år før alle andre, det er problemet. Det er hykleri.


Men hvorfor ikke, hvis I har et hårdt job?
Jeg kan ikke se, at jeg skulle blive mere nedslidt som politiker end den murerarbejdsmand eller den tømrer, der lever hver dag med hårde løft. Eller den sosuassistent, der også lever med hårdt fysisk arbejde. Hvis vi ønsker at bestemme over danskernes pensionsalder, så det mindste vi kan gøre er da at sørge for, at den pensionsalder vi har, følger alle andre.

Ifølge forslaget bliver I ramt økonomisk, hvis I stopper før tid. Hvorfor er det ikke rimeligt?
Det er rigtig nok, at der er en lille nedgang i vores pension, hvis vi vælger at gå fra fem år før alle andre, men vores pensionsordning er i forvejen så forgyldt og så lukrativ, at den stadig er langt op over, hvad der er muligt for alle andre danskere.
Og ordningen er så skørt skruet sammen, at vores samlede politikerpension vokser, hvis vi går fra før tid.

De radikale har jo sammenlignet det med en almindelig arbejdsmarkedspension, som man kan få før tid, hvis man stopper. Hvorfor køber du ikke det argument?
Så skulle vi da have lavet en reel arbejdsmarkedspension. Men det har partierne bag aftalen jo fravalgt ved at beholde den lukrative tjenestemandspension, og så samtidig krævet fordelen fra arbejdsmarkedspensionerne. Det er jo utroværdigt.