SF-byrådsmedlemmet i Slagelse Kommune Helle Blak er blevet fyret fra sit job som leder af Rosenkildegårdens Ungdomscafé. Det blev hun efter længere tids ballade internt i byrådet, hvor borgmesteren tidligere har meldt hele byrådet til politiet. Helle Blak fik meddelelsen om fyringen kort før et byrådsmøde mandag.

Det skriver sn.dk.

I begyndelsen af marts måned kunne BT beskrive, hvordan Helle Blak var blevet politianmeldt for 'for lemfældig brug af offentlige midler'. Politianmeldelsen skulle ifølge interne dokumenter, som BT tidligere har haft fat i, dreje sig om forhold som høje lønninger og kritisabel omgang med penge på de to væresteder for unge, hvor Helle Blak var leder, Rosenkildegården og Basen.

I det interne dokument stod der blandt andet:

'Da opmærksomheden på en personsag vedr. Helle Blak er meget intensiv, synes det betimeligt at informere byrådets medlemmer om, at jeg fredag eftermiddag på Slagelse Kommunes vegne anmeldte Helle Blak til Politiet for lemfældig brug af offentlige midler.'

I dokumentet blev det desuden indskærpet, at sagen var dybt fortrolig.

Alligevel fandt de interne dokumenter vej til pressen. Og det læk kunne borgmesteren i Slagelse Kommune, Stén Knuth (V), ikke leve med. På opfordring fra et samlet økonomiudvalg valgte borgsesteren derfor 22. marts at politianmelde hele byrådet, da man ville finde ud af, hvem der stod bag lækket af de personfølsomme oplysninger.

»Der er en utæthed i vores byråd. Et samlet økonomiudvalg ønsker at finde ud af, hvem der står bag lækket. Vi har valgt at politianmelde lækket ud fra to ting: den første er, at vi ønsker at finde ud af, hvem der står bag lækket. Den anden grund er, at vi ønsker at sende et signal om, at vi ikke accepterer, at man lækker personlige oplysninger,« sagde Stén Knuth til BT.

Sjællandske har talt med Helle Blak om fyringen, som byrådsmedlemmet finder højest urimelig.

»Det er absolut den mest grundløse og usaglige fyring, jeg nogensinde har hørt om,« siger Helle Blak til mediet.

Hun kalder samtidig sagen for et usynligt monster, som hun har kæmpet mod længe. Hun forklarer samtidig, at sagen har haft store, personlige konsekvenser for hende, og at hun nu har valgt at inddrage sin fagforening.

Helle Blak er datter til den tidligere socialdemokratiske EU-parlamentariker Freddy Blak, og hun har arbejdet 23 år i Slagelse Kommune.