Paven, Dronningen og en tilfældig kioskdame på Christiansborg er nogle af de personer, der har været mål for Ditte Okmans skarpe pen på Facebook, hvor flere hundrede har kunnet følge med.

Søndag blev den tidligere spindoktor i Venstre fyret efter det, der diplomatisk blev kaldt 'gensidig overenskomst'. Men det er ikke diplomati, der har præget den tidligere Se og Hør-journalists offentlige ytringer på Facebook, der i dag benyttes af mere end to millioner danskere.

I dag har hun selv slettet den profil, som hun ellers opdaterede flere gange dagligt. Men den uheldige journalist har allerede lagt navn til et helt nyt begreb, der dækker over, at man laver en Okman, hvis man sviner nogen til uden at tænke på konsekvenserne og uden tanke for, hvem der kigger med.

Her er de værste eksempler på Okmans ytringer om kendte og ukendte på Facebook:

'Paven er et svin'.

'Dronning Margrethe siger nøjagtig lige så hjernedøde ting som Amalie fra Paradise Hotel'.

'Ham der Erik Hassle er grimmere end forsangeren fra Simply Red, da han var aller-grimmest'.

'Der står en fucked up medicineret psykisk syg dame (...), der helt hæmningsløst hælder ud af sit triste lorteliv over enhver kunde'. (Om kioskdamen på Christiansborg)

'Vibeke Storm ser fed, rig og svinsk ud. (...) Hun er ond og magtsyg'.

'Håber at Tine (fra X Factor, red.) bliver tyk igen'.

'Jeg ville også have smasket Nils Brinch én på krydderen, hvis han ikke ville forlade min fest, og jeg havde også råbt stikkersvin, hvis han truede med at ringe til sine politivenner'.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Ditte Okman.