Regeringen vil ifølge DR samle seks eksisterende uddannelser målrettet de svageste unge til et samlet tilbud.

København. Regeringen må sikre, at en ny, samlet uddannelse til de unge, der ikke er klar til at starte på en ungdomsuddannelse efter folkeskolen, kan favne bredt.

Det kan være unge, der ikke fik det hele med i folkeskolen, der er ordblinde, der er skoletrætte, som har brug for at lære gennem en praktisk tilgang eller som simpelthen har brug for at blive mere modne og afklarede, mens de foretager sig noget fornuftigt.

Det siger Hanne Pontoppidan, der er formand for Uddannelsesforbundet, som organiserer lærerne på uddannelserne.

- Det er en ungdomsgruppe, som er meget forskellig. Derfor er det vigtigt, at det tilbud matcher de behov, de unge har. Det kræver et meget bredt funderet tilbud, siger hun.

Regeringen vil ifølge DR nedlægge seks eksisterende uddannelser målrettet de svageste unge. De skal erstattes af et samlet tilbud - Den Forberedende Grunduddannelse. Sådan lyder et udspil, regeringen ifølge DR vil præsentere onsdag.

Forslaget nedlægger produktionsskolerne, Den Almene Voksenuddannelse (AVU), Den Forberedende Voksenundervisning (FVU), Ordblindeundervisning for Voksne (OBU), Den Kombinerede Ungdomsuddannelse (KUU) og Erhvervsgrunduddannelsen (EGU).

Hvis et kommende nyt tilbud til de unge kan favne bredt, kan der være god mening i at samle det et sted, lyder det fra Hanne Pontoppidan.

For en del af problemet er i dag, at det er svært at lave sammenhængende uddannelsesforløb for de unge, der kombinerer de forskellige tilbud, fordi de finansieres af forskellige offentlige kasser.

- I dag har vi en del af uddannelserne, der statsligt finansieret - for eksempel ordblindeundervisningen. Produktionsskolerne er statsligt finansieret, men med en betydelig kommunal medfinansiering. Og så har vi EGU, som er kommunalt finansieret.

- Det er for os at se en væsentlig barriere for at få sammentænkt tingene, siger formanden.

For en måned siden fremlagde en ekspertgruppe en række anbefalinger til, hvordan de unge bedst hjælpes videre i uddannelse eller beskæftigelse. Hanne Pontoppidan sad med i ekspertudvalgets følgegruppe.

/ritzau/