Hvis Liberal Alliance går med i en regering, mister partiet sin indflydelse. Derfor skal det holde sig langt væk fra ministerbilerne, mener partiets ungdomsorganisation.

Liberal Alliance hører ikke til i en regering.

I hvert fald ikke, hvis man spørger partiets ungdomsorganisation, som dermed undsiger sit moderpartis formand, Anders Samuelsen (LA), som i Politiken erklærer sig regeringsparat.

Men hvis Liberal Alliance får ministerbiler, så veksler partiet indflydelse for bilnøgler, mener Alex Vanopslagh, landsformand for Liberal Alliances Ungdom.

»Hvis LA deltager i regeringen, bliver de nødsaget til at sluge mange kameler, gå på kompromis med liberale principper og stemme for reformer, der trækker i en forkert retning. LA skal ikke ende som lille regeringsparti uden rygrad, som SF var det i den nuværende eller de Konservative i den forrige,« siger han i en pressemeddelelse.

Anders Samuelsen understreger, at Liberal Alliance kun skal i regering, hvis det sikrer partiet den størst mulige indflydelse: Han er ikke bange for at ende som et nyt SF, inden partiet trak sig ud af regeringssamarbejdet med Socialdemokraterne og de Radikale, eller som de Konservative under Anders Fogh Rasmussen. Han mener i stedet, at Liberal Alliance vil kunne få samme nøglerolle, som Venstre havde i Schlüters regeringer.

»De Konservative gjorde det virkelig ikke godt op igennem nullerne. Det, der er vores forbillede og der, hvor vi kigger hen, det er til Venstre, som var et lille parti i en borgerlig regering i slutningen af 1980erne og frem til 1993 under Schlüter. Det gjorde Venstre rigtig godt under Uffe Ellemanns ledelse, de fik sat nogle vigtige liberale fingeraftryk, og skabte i øvrigt også bunden for den vækst, Venstre havde i de efterfølgende år,« fastslår anders Samuelsen.

Alex Vanopslagh fastholder dog, at Liberal Alliance får mest indflydelse uden for et regeringssamarbejde.

»LA skal sørge for at en kommende regering er afhængig af dem - og på den måde få indflydelse. En kommende regering skal konstant frygte et mistillidsvotum, hvis der ikke bliver ført liberal politik,« siger han i en pressemeddelelse.