Venstre har ifølge Liberal Alliance fat i den lange ende, når partiet melder ud, at der skal skrappere krav til nogle indvandrergrupper.

Det giver ikke anledning til slagsmål i blå blok, at Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg (V), mener, der skal være forskellige krav til kristne amerikanere og muslimske palæstinensere.

I hvert fald ikke, hvis man spørger Liberal Alliances integrationsordfører, Merete Riisager (LA), der er positiv over for V-udmeldingen.

»Venstre er jo ikke konkrete i forhold til, hvordan de ønsker at regulere det. Det er vi selvfølgelig spændte på at høre om, og vi indgår gerne i en dialog omkring det. Men jeg tror, vi er med på den linje, som Venstre lægger,« siger LA-ordføreren.

I partiet har man længe efterlyst en strammere udlændingepolitik, end den SR-regeringen fører. Merete Riisager fremhæver partiets ønsker om øget krav til selvforsørgelse og udvisning af kriminelle indvandrere.

»Vi skal have en udlændingepolitik, som er stram, men giver plads til dem, der kommer her til og ønsker at bidrage. Liberal Alliance er enig med Venstre i det overordnede mål om, at der skal være plads til dem, som bidrager til samfundet, forsøger sig selv og ikke begår kriminalitet samt anerkender demokratiet og grundlæggende frihedsrettigheder,« siger hun.

Inger Støjbergs forslag om skrappere krav til udlændinge fra ikke-vestlige lande er præsenteret i mandagens Berlingske. Her skriver hun blandt andet, at »sagt ligeud, så er det primært muslimske indvandrere, der ikke hylder demokratiet og friheden. I visse miljøer modarbejdes det direkte«. Merete Riisager understreger dog, at partiet ikke vil inddele indvandrere efter, om det er Koranen eller Biblen, der bliver studeret.

»Man kan ikke sortere folk i forhold til deres religion. Men vi kan godt bygge nogle krav op, der er skrappe i forhold til, om man kommer for at bidrage eller ej. Udlændingepolitikken skal bidrage positivt til Danmark. Vi er et lille land, som ikke kan tage os af at forsøge folk, der kommer her til for at blive forsøget,« siger integrationsordføreren.

»Men selvfølgelig kan man ikke sortere folk på baggrund af religion, og det skal vi heller ikke gøre. Og det ved Inger Støjberg også godt,« fastslår hun.