Der er udviklet en vaccine, som kan redde piger og kvinder – men også drenge og mænd – fra kræft. Vi taler naturligvis om HPV-vaccinen.

Vaccinen kan hvert år forebygge 15 – 20.000 tilfælde af kønsvorter. Den kan hvert år forebygge 5.400 keglesnit. Den kan hvert år redde 400 kvinder fra livmoderhalskræft ifølge fagfolk. Det er helt fantastisk, og det bliver jo nærmest ikke større, når menneskeheden udvikler en vaccine mod en sygdom, som forårsager så stor ulykke i så mange familier.

Man kan ikke udelukke, at der kan være bivirkninger forbundet med HPV-vaccinen. Det kan man aldrig udelukke med vacciner. Men hvad angår HPV-vaccinen, så er alle fagfolk enige. Enige i at vaccinen er et kæmpe fremskridt i bekæmpelsen af kræft, og at den er unik.

Desværre er HPV-vaccinen blevet skamløst behandlet af medierne - særligt af TV2. På et spinkelt grundlag har stationen problematiseret vaccinen i den ombruste dokumentar ’De vaccinerede piger.’ Unge piger, som bliver alvorligt syge umiddelbart efter vaccinationen, skal tages 100 % alvorligt og hjælpes uanset hvad. Det er vigtigt at slå fast. Men fakta er, at man har konstateret samme symptomer hos unge piger, før HPV blev opfundet.



I dag bliver kun 17 procent af de danske piger født i 2003 blevet færdigvaccineret. Til sammenligning er tallene 73 og 84 procent i henholdsvis Sverige og Norge. Det er chokerende lavt. Og det må mediernes farvede dækning tage en del af ansvaret for. Jeg forstår til fulde, hvis du som forælder er ængstelig, for der er mange skræmmehistorier i omløb.

Vaccinen er et frit valg, og sådan skal det være. Men jeg vil bare appellere til, at I taler med jeres læger og piger. Og ikke mindst lytter til Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut. For ifølge fagfolk fra ind- og udland er her tale om en unik vaccine, som redder liv.