Både Liberal Alliance og SF ærgrer sig over, at man ikke havde modet til at beslutte, hvilke kaserner der skal lukkes. »Vi kunne have fjernet usikkerheden«, siger SFs forsvarsordfører.

SF og Liberal Alliance havde gerne allerede i dag sat navne på de kaserner, der skal lukkes som en konsekvens af det netop indgåede forsvarsforlig.

Med en reduktion af antallet af værnepligtige er der ingen tvivl om, at der skal lukkes kaserner, men beslutningen om, hvilke kaserner der må lade livet, er udskudt til foråret, når forsvarschefen er kommet med sin vurdering.

SFs forsvarsordfører, Jonas Dahl, ærgrer sig over, at forligspartierne ikke havde mod til at bide til bolle.

- Jeg tror, det er svært for mange, fordi man nogle gange har meget travlt med at rode rundt i sin egen sandkasse, i sit eget lokale valgområde. Jeg ærgrer mig lidt over, at man ikke er villig til at bide til bolle og tage ansvar for de beslutninger, der bliver truffet. Nu skærer vi værnepligten med 20 procent, så betyder det også, at der skal fjernes etablissementer, siger han.

Uvisheden om, hvilken kaserner der må lukke, har skabt utryghed rundt omkring på landets kaserner, og den kunne man have fjernet, lyder det fra ordføreren.

- Det er klart, at hvis vi kunne have bidt til bolle allerede i dag, så kunne vi have fjernet den usikkerhed allerede nu. Det havde været glædeligt, men det har været et ønske fra nogle partier, at man udskød den beslutning, og det kan jeg godt ærgre mig lidt over, siger Jonas Dahl.

Det samme gælder Liberal Alliances forsvarsordfører, Villum Christensen.

- Jeg er lidt ærgerlig over, at man ikke har mod til at fortælle, hvilke kaserner der skal lukke. Vi bliver jo ikke meget klogere om tre måneder, vi har alle de analyser, vi skal have, siger Villum Christensen, der særligt glæder sig over den store besparelse på 2,7 milliarder kroner, som aftalen indebærer.

- Jeg er godt tilfreds med, at vi kan vise, vi kan spare så meget i den offentlige sektor, siger han.

Også Jonas Dahl glæder sig over, at det lykkedes at komme i mål med besparelsen, som Dansk Folkeparti var tæt på at spænde ben for.

- Jeg synes, det er en god aftale. Jeg glæder mig meget over, at vi har fået de borgerlige partier og særligt Dansk Folkeparti til at acceptere de her massive besparelser på 2,7 milliarder kroner, siger Jonas Dahl.

Aftalen er indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti, de Konservative og Liberal Alliance.