Liberal Alliance peger på Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard som formand for Folketinget. Til gengæld får Liberal Alliance formandsposten i Finansudvalget.

Noget for noget.

Liberal Alliance har efter et par dages forhandlinger og betænkningstid foldet knytnæven ud og peger nu på Dansk Folkepartis stifter, Pia Kjærsgaard (DF), som formand for Folketinget.

»Vi har lavet en aftale med de andre blå partier om at pege på Pia Kjærsgaard som formand for Folketinget. Som en del af den aftale får Liberal Alliance også formandsposten for Folketingets Finansudvalg,« siger politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll (LA).

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde efter valget udset sig DF-stifteren som ny formand. Men Liberal Alliance har indtil nu tøvet med at bakke op.

»Det vigtige ved forhandlinger er ikke antallet af dage, det tager, men det der kommer ud af det,« siger Simon Emil Ammitzbøll.

Spørgsmål: Har I nogensinde været i tvivl om, at I ville pege på Pia Kjærsgaard?

»Vi har aldrig været i tvivl om, at der skulle være en borgerlig formand for Folketinget, når der er et borgerligt flertal. Det har været afgørende for os, at vi også kunne se os selv i den aftale, der blev lavet,« siger Simon Emil Ammitzbøll.

Han forklarer, at formandsposten for Finansudvalget i Liberal Alliances øjne er »en hel central post i Folketinget«.

»Især, når der er en smal mindretalsregering,« siger den politiske ordfører.

Liberal Alliance vil senere tirsdag eller onsdag beslutte sig for, hvem der skal træde ind som formand for Finansudvalget. En post, som partileder Anders Samuelsen (LA) kan være oplagt til at udfylde, og som Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), tidligere har siddet på.

Folketingets nye formand vælges officielt fredag.