Liberal Alliance vil gerne se på mere åbenhed, når det kommer til støtte til partierne. Partiet mener, at man samtidig skal afskaffe den offentlige partistøtte helt.

Mere gennemsigtighed, når partierne får støttekroner udefra, og en sløjfning af den offentlige partistøtte.

Sådan lyder det fra Liberal Alliance, efter at Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), er kommet med en række forslag til ændringer af reglerne for partistøtte.

»Vi går ind for mere åbenhed ved private bidrag. Men overordnet mener vi, at det er den offentlige støtte, der er problemet,« siger Liberal Alliances gruppeformand og politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll (LA).

Mogens Lykketoft har efter opfordring fra regeringen gennem det seneste år undersøgt partistøttereglerne i andre lande og lancerer nu sine forslag, der drejer sig om mere åbenhed ved partistøtte, flere offentlige støttekroner og modregning af støttebeløb fra virksomheder eller fagforeninger. Blandt andet foreslår Lykketoft, at grænsen for, hvornår privat partistøtte må være anonym, sænkes fra 20.000 kroner til et par tusinde kroner.

Simon Emil Ammitzbøll mener, at den offentlige partistøtte rammer skævt, da den fordeles efter antallet af stemmer per parti.

»Man får en skævvridning i forhold til, at de store partier bliver endnu større,« siger han.