Folketinget bør holde sig helt fra at blande sig i løn og ansættelsesvilkår, mener Liberal Alliance. Derfor skal der ikke fastsættes en mindsteløn ved lov, som FTF foreslår.

»Usolidarisk« og »en falliterklæring«.

Liberal Alliances dom over hovedorganisationen FTFs forslag om en lovbestemt mindsteløn er hård. Arbejdsmarkedsordfører Joachim B. Olsen (LA) mener ikke, at Folketinget bør blande sig i, hvad der gives i løn i Danmark.

»Løn- og arbejdsforhold er et anliggende mellem arbejdsgivere og arbejdstagere og ikke noget, som staten skal begynde at regulere med en lov om mindsteløn,« siger han i en skriftlig kommentar.

»Faktisk kan man gå så langt som til at sige, at det her forslag fra fagbevægelsen er usolidarisk, fordi det går ud på at holde nogle mennesker uden for arbejdsmarkedet, som ikke nødvendigvis er i stand til at sælge sin arbejdskraft til det lønniveau, som i givet fald vil blive indført med lov,« siger Joachim B. Olsen.

Han deler dermed holdning med blandt andre FOA-formand Dennis Kristensen, der frygter, at en lovbestemt mindsteløn kan skade den danske model.

Den liberale politiker forstår ikke, hvorfor en af de faglige hovedorganisationer turnerer alene med forslaget, som FTF-formand Bente Sorgenfrey fremlægger i onsdagens udgave af Berlingske.

»I Danmark indgås aftaler blandt aktører, som frivilligt har organiseret sig, og det er en rigtig god idé, fordi det sådan set bidrager til at skabe et velfungerende arbejdsmarked,« siger han.

»Det står fagbevægelsen frit for at fortælle, hvorfor arbejdstagere bør melde sig ind i en fagforening, men det er en falliterklæring, at dele af fagbevægelsen nu vil have politikerne til at fastsætte lønnen. Det vil kun afskærme nogle arbejdstagere fra at sælge sin arbejdskraft, og det er grundlæggende usolidarisk,« siger Joachim B. Olsen.

De to øvrige store hovedorganisationer, LO og AC, ønsker ikke at kommentere forslaget fra FTF.