Der er rigtig mange gode ting i regeringens terrorpakke - også forslaget om, at man skal kunne aflytte danskere i udlandet. Men retsgarantien trues, hvis det sker uden dommerkendelse, mener Liberal Alliance.

Det er en god idé at give Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) mulighed for at overvåge danskere i udlandet. Så langt er Liberal Alliances rets- og politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll (LA) enig med regeringen og dens 12 punkter lange terrorpakke.

Men LA er samtidig nervøs for, om retsgarantien bliver overholdt:

»Udgangspunktet er, at vi synes, at man skal kunne overvåge de her danskere i udlandet, som man mistænker for at ville være en trussel for Danmarks sikkerhed. Men vi er bekymrede for, at der ikke er de ordentlige retsgarantier, når der ikke er en dommerkendelse i forhold til det,« Simon Emil Ammitzbøll og fortsætter:

»Derfor vil vi se på, om man kan gøre det på en anden måde end den måde, regeringen har skruet det sammen på. Blandt andet ved at skrue ned på hjemmelskravet - altså hvad skal der til, før man kan få en dommerkendelse.«

Simon Emil Ammitzbøll udmelding kommer, efter der fredag blev taget hul på forhandlingerne om terrorpakken i Forsvarsministeriet.

»Regeringens forslag er, at det er op til efterretningenstjenesten selv at beslutte. Vi siger, at i et retssamfund er der altid et par andre øjne - og det skal være en dommer. Det er for at sikre, at det bliver inden for de rammer, der er tilsigtet,« uddyber Simon Emil Ammitzbøll.

Samme bekymring har flere eksperter samt landsdommer ved Østre Landsret Mikael Sjögren, der også er formand for Den Danske Dommerforening. Han har fredag pointeret, at det er et grundlæggende princip i den danske retsstat, at politiet altid skal forelægge en begrundet mistanke for en forbrydelse, før en dommer kan give lov til aflytning.