Liberal Alliance står til seks procent af stemmerne og til at få de afgørende stemmer i en blå regering. Det er et nyt gennembrud for partiet, siger partiformand Anders Samuelsen.

6,4 procent af stemmerne og de afgørende stemmer i en blå regering. Torsdagens Megafon-måling, foretaget for Politiken og TV 2, giver gunstige vilkår for Liberal Alliance, og det glæder ikke overraskende partiets formand Anders Samuelsen (LA).

»Jeg betragter det som et nyt gennembrud for os, lige som det vi oplevede, da vi krydsede den magiske to-procents grænse. Det giver os enorme muligheder,« siger Anders Samuelsen med henvisning til, at VKO ikke står til at kunne danne et flertal alene.

Målingen kommer uger efter, at Liberal Alliance fik sat deres egen økonomiske plan på dagsordenen, efter at Finansministeriet havde regnet hele planen igennem med den konklusion, at 124.000 flere danskere ville være i job om 10 år. Og den debat afspejler sig i målingen, vurderer Anders Samuelsen.

»Det hænger helt sikkert sammen. Vi har selv mærket en positiv opmærksomhed, og vi oplevede, at det var en slags blåstempling af vores politik, som mange havde ventet på,« siger Anders Samuelsen.

Og udsigten til at sidde på de afgørende mandater i en blå regering flugter med en efterspørgsel på liberal politik, mener LA-formanden.

»Det er første gang, siden Uffe Ellemann trådte tilbage, at der er et reelt liberalt parti, der har mandater, og som bliver en stemme i Folketinget, der taler liberalt. Vores egne tal og målinger viser også, at der er efterspørgsel på liberal politik, så vi vil presse på med vores politik,« siger Anders Samuelsen.

Det er en kendt sag, at gode meningsmålinger sjældent varmer ved et sløjt valgresultat. Og Liberal Alliances formand varsler da også masser af arbejde forud for valget.

»Vi skal fortsætte med at fortælle om vores politik, for der er en stor nysgerrighed. Og så skal vi have gjort det tydeligt, at vi er de eneste, hvis politik man kan regne på. Venstre har en håndværkerordning, og Socialdemokraterne går til valg på det Danmark, man kender,« siger Anders Samuelsen.

Ved valget i 2011 fik Liberal Alliance 5,0 procent af stemmerne.