Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, mener ikke, det nytter at have sociale 2020-mål, når regeringen ikke kan finde rundt i tallene. Målene skal byttes ud med individuelle indsatser til socialt udsatte.

Det er fjollet at placere de socialt udsatte danskere i kasser, frem for at hjælpe dem individuelt, mener Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll (LA).

Udmeldingen kommer, efter Jyllands-Posten mandag skriver, at Socialministeriet på flere områder overhovedet ikke har et overblik over, om udviklingen går i den rigtige eller den forkerte retning med regeringens 2020-mål på socialområdet.

Simon Emil Ammitzbøll mener, at man i regeringen bør droppe talfikseringen og i stedet sørge for en individuel indsats på de forskellige områder.

»Det er fjollet, at regeringen har så travlt med at gøre den sociale indsats op i nogle tal, som den dårligt nok selv kan finde frem til. I stedet for tal og procenter burde der arbejdes for, at samfundets svageste bliver mødt med en individuel hjælp, som tager udgangspunkt i den enkeltes livssituation. Udsatte borgere er forskellige ligesom alle andre, og derfor kommer vi meget hurtigt til at spilde ressourcerne, hvis hele indsatsen går op i at placere folk i kasser,« siger Simon Emil Ammitzbøll i en skriftlig kommentar.

Regeringen lancerede de sociale 2020-mål for et år siden, og her lød målsætningerne blandt andet, at flere udsatte unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse, og at der skal være færre hjemløse på gaderne.

Men på seks ud af de ni hovedpunkter har Socialministeriet ikke tal for, hvordan situationen så ud i 2013. Det får Liberal Alliance til at foreslå regeringen at droppe måltallene og fokusere på konkrete indsatser.

»Når vi har med stofbrugere at gøre, er det vigtigt, at vi sikrer nem og hurtigt adgang til en behandling, hvor mennesket i centrum. Derudover bør udsatte borgere sikres bedre rettigheder, et socialt frikort, som gør det muligt at arbejde skattefrit i en periode, og mere fleksibilitet i mødet med systemet. Der er masser af ting at tage fat på, så jeg håber, regeringen vil bruge energien på konkrete tiltag frem for måltal – og meget gerne i samråd med fagfolk på området,« siger Simon Emil Ammitzbøll.