Traditionelt er det kvinderne, der sætter kryds ud for de røde partier, når de går til stemmeurnerne. Men i dag ville flertallet placere deres stemme et andet sted. 51 procent af kvinderne ville, hvis der var valg nu, stemme på et af de borgerlige partier, viser en omfattende gennemgang af mere end 28.000 Gallup-interviews, som professor Søren Risbjerg Thomsen fra Aarhus Universitet har lavet for Altinget.dk
Siden valget sidste år har flere vælgere skiftet rød ud med blå, men det er opsigtsvækkende, at de kvindelige vælgere også har valgt at gå mod højre. Danske kvinder stemmer nemlig væsentligt mere rødt end mændende, og kun én gang de seneste 35 år har valgforskere med sikkerhed kunnet sige, at der har været et rent borgerligt flertal blandt kvinderne. Det var ved valget i 2001, hvor Poul Nyrup Rasmussen (S) måtte se sig slået af Anders Fogh Rasmussen (V), og Socialdemokratiet fik det dårligste valg i næsten 30 år.
- Rød bloks vælgere har ikke fået deres forventninger indfriet, og derfor har vi set et markant skred siden folketingsvalget. Det skifte, vi har set, har været en generel afstandtagen til den nuværende regering, og der har kvinderne fulgt med, selvom det er mere udtalt hos mændende, siger valgforsker ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen til Altinget.dk.
Det var ellers kvinderne, der gav Danmark den første kvindelige statsminister ved valget i 2011, hvor 54 procent af de kvindelige vælgere stemte på rød blok og Helle Thorning-Schmidt (S). Gallup-tallene fra Altinget.dk viser, at der blandt mændene faktisk var blåt flertal ved valget sidste år, hvilket tidligere målinger også har peget på.
Kasper Møller Hansen vurderer, at kvindernes tendens til at stemme rødt ikke skyldes, at de er kvinder, men derimod at profilen for de kvindeligere vælgere er, at de ofte er offentligt ansatte og har job som lærere, sygeplejersker og pædagoger. Men det billede kan muligvis være i opbrud.
- I dag er de unge kvinder højere uddannet end de unge mænd, og blandt de unge har eksempelvis Liberal Alliance stor fremgang. Tidligere kunne man lettere tage for givet, hvordan folk stemte. Folk er ikke længere født ind i et parti, og ting som alder, køn, uddannelse og erhverv spiller en mindre rolle, siger han.
Blå blok har siden valget haft en fremgang på syv procentpoint hos de mandlige vælgere og fem procentpoint hos de kvindelige, viser den nye måling. Trods et blåt flertal hos kvinderne har de fortsat en tendens til at stemme væsentligt mere rødt end mændene.