Langelands Elforsyning har en formand, der formår at få medieopmærksomhed på virksomheden. Og det i en grad, så 17 lokale kvinder om en uge stiller op til repræsentantskabet i selskabet.

Men det er nu ikke, fordi formanden Jens Oldenbjerg har gjort en særlig indsats for at få kvinderne til at stille op. Tværtimod.

For et år siden blev han landskendt for sin udtalelse om kvinder og bestyrelsesarbejdet i Elforsyningen.

»Vi har haft nogle damer, også flere end nu, men de har forladt det igen. Det kan godt være lidt tørt, det el-halløj. Vi taler jo ikke om tasker og højhælede sko. Min erfaring er, at de fleste damer ikke tænker mere over det, bare der er strøm i stikkontakten, når de tænder for den. Sådan er det hjemme hos mig, sagde Jens Oldenberg til Fyens Amtsavis forud for valget til repræsentantskabet sidste år.

Han undskyldte senere bemærkningen og kaldte den for 'en sjov kommentar'.

Men udtalelsen fik daværende erhvervs-og vækstminister, Troels Lund Poulsen (V) til at kalde det 'en dybt nedladende kommentar og som en stigmatisering af halvdelen af befolkningen, der må stå helt for hans egen regning'.

På det tidspunkt stillede seks kvinder op til valg, men kun en af dem blev valgt.

Repræsentantskabet for Langelands Elforsyning består i dag af 54 mænd og 4 kvinder. Og det er dem, der vælger bestyrelsen, som i øvrigt består af 7 mænd. Og det billede har gentaget sig år efter år efter år, fordi de samme er blevet genvalgt eller man har sørget for selv at finde en afløser.

Men nu har kvinderne på Langeland fået nok. De har snakket sammen og bakker hinanden op.

»Da Langelands Elforsyning er et i princippet brugerstyret selskab med over 90 procent af alle langelændere/strynboer som kunder, mener vi, at repræsentantskab og bestyrelse i højere grad bør afspejle befolkningens sammensætning. Det giver den bedste sikkerhed for, at beslutninger træffes i overensstemmelse med brugernes ønsker, så de (fortsat) føler ejerskab og forbliver loyale - og så selskabet kan overleve også på længere sigt,« lyder det i et manifest fra gruppen, som også har en slags politisk program.

Brugermødet, hvor repræsentantskabet skal vælges finder sted mandag d. 29. maj kl. 15. Alle forbrugere/brugere kan deltage med tale-og stemmeret. Men for at deltage skal man på forhånd have hentet et adgangskort på Elforsyningens kontor, Spodsbjergvej 141, Rudkøbing. Sidste frist for at hente det er tirsdag den 23. maj kl. 15.30.