Kursændring kan blive bombe i skattesagen

Hvorfor overtrumfede embedsmænd fra Skatteministeriet og Skat København en 18 år gammel og klokkeklar retspraksis, da Stephen Kinnocks stærkt omtalte skattesag i 2010 blev afgjort til hans fordel?

Det spørgsmål vil politikere og eksperter nu have undersøgt til bunds af den undersøgelseskommission, som netop nu blandt andet forsøger at afklare, om Skat blev presset politisk i behandlingen af sagen om briten, der er gift med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Og det lader til, at den pludselige ændring i retspraksis bliver en del af netop Skattesagskommissionens arbejde. Formanden for kommissionen, Lars E. Andersen, oplyste i går til Berlingske, at de nye oplysninger med al sandsynlighed vil blive taget med i det videre arbejde.

Vejer sine ord på guldvægt

- Vi kan godt få de ting belyst, netop fordi vi også skal se på, hvad der har været af møder, og hvad der er blevet sagt på disse møder. På den måde er det relevant. Men jeg skal passe vældig meget på med, hvad jeg siger, for jeg skal forholde mig neutral, sagde Lars E. Andersen i går til Berlingske.

Stephen Kinnock arbejder og bor i udlandet, men er hos familien på Østerbro i København i weekender og ferier. Efter de tidligere regler fastlagt af både Landsskatteretten og Skatterådet skulle han dermed betale Skat i Danmark, hvilket ikke er sket. Det ville have fremgået af Skats afgørelse, hvis ikke den 18 år gamle retspraksis midt i sagsbehandlingen var blevet underkendt af en gruppe embedsmænd, som pludselig kaldte mange års retspraksis ’en fejl’

- Jeg mener, at det er vigtigt at få afklaret, om Stephen Kinnock fik en særbehandling. Danskerne skal have tillid til, at Skat behandler alle sager ens, og derfor må der ikke være tvivl om sagsbehandlingen. Skat kan heller ikke tåle, at der bliver sat spørgsmålstegn ved, om de behandler sagerne ens, uanset hvad man hedder, og derfor er det i alles interesse at få det afklaret, siger Dennis Flydtkjær, der er skatteordfører for Dansk Folkeparti, der nu vil have spørgsmålet behandlet af undersøgelseskommissionen.

Har statsministerens mand, som Dennis Flydtkjær frygter, fået positiv særbehandling af Skat, vil det ifølge politisk kommentator Rasmus Jønsson være en ’bombe’ i skattesagen, som hidtil har handlet om, hvorvidt den tidligere regering forsøgte at presse Skat til det modsatte.

Politikerne, der ønsker sagen undersøgt til bunds, læner sig op ad udtalelser fra flere eksperter, der undrer sig over, at Skat i forbindelse med den stærkt kontroversielle sag pludselig besluttede, at de regler, som i 18 år var anvendt i alle lignende sager, alligevel ikke var korrekte. Blandt disse eksperter er Claus Holberg, der er formand for foreningen Danske Skatteadvokater.

- Det overrasker mig, at Skat pludselig har fundet behov for at ændre praksis på det her område, for både Landsskatteretten og Skatterådet har sagt meget klart og firkantet, at den tidligere fortolkning af loven var den rigtige. Der ligger to afgørelser fra 1992 og 2007, som ikke er til at misforstå, siger han.

Claus Holberg vil ikke spekulere i Skats motiver, men håber, de bliver klarlagt af undersøgelseskommissionen, da han ikke selv kan få øje på en oplagt forklaring på kovendingen.

Også Claus Haagen Jensen, der er professor i offentlig ret ved CBS, efterlyser en god forklaring.

- Der står klokkeklart i skattelovgivningen, at Skatteministeriet ikke må have noget med en enkelt persons skattesag at gøre. Min vurdering er, at Skatteministeriets embedsmænd er gået alt for langt i denne sag ved at være med til at ændre praksis i en sag, der vedrører en borgers skattesag.

Socialdemokraterne var bannerførere, da undersøgelseskommissionen vedrørende skattesagen blev nedsat. Her er kravet om en undersøgelse af de nye oplysninger dog mindre skarpt.

Grundlaget for kommissionen var en mistanke om, at den tidligere borgerlige regering forsøgte at påvirke skattesagen og lækkede oplysninger om den til BT for at skade den nuværende statsminister op til seneste folketingsvalg, og det bør fortsat være det primære fokus, mener retsordfører Ole Hækkerup.

- Jeg mener ikke, at afgørelsen er relevant for kommissionens arbejde, for det primære er at finde ud af, om nogle personer har forsøgt at påvirke afgørelsen i en bestemt retning og derved udøve magtmisbrug, siger han.

Fakta: Skats kovending

I 1992 fastslog Landsskatteretten, at personer, der bor i udlandet, men opholder sig hos familien i Danmark i weekender og ferier i op til 180 dage om året, skal betale dansk skat, hvis der er tale om en varig ordning.

I praksis måtte ordningen ifølge retten ikke løbe i mere end 2-3 år, hvis personen skulle slippe for dansk skattepligt.

Stephen Kinnock har overskredet denne grænse og ville derfor skulle betale dansk skat, hvis ikke embedsmænd under behandlingen af hans sag pludselig havde underkendt 18 års retspraksis som en fejl.

Læs også:

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her