Kun alvorligt syge eller handicappede flygtningebørn skal kunne undtages for stramningen af reglerne for familiesammenføring, siger justitsministeren.

Regeringen vil i den kommende uge have hastevedtaget en stramning af asylreglerne. Kun alvorligt syge eller handicappede flygtningebørn kan blive undtaget fra de strammede regler for familiesammenføring. Det siger justitsminister Mette Frederiksen (S) i DR-programmet 21 Søndag.

Reglerne betyder, at flygtninge fra eksempelvis det borgerkrigsramte Syrien kan få en tidsbegrænset opholdstilladelse på ét år. Og de kan først få familie hentet til Danmark efter det første år. Dog er der en undtagelse, hvis flygtningene i Danmark har børn, der er alvorligt syge eller handicappede.

»Mange af syrerne skal selvfølgelig tilbage, og det tror jeg også, at de gerne vil. Men hvis der er børn i særligt udsatte situationer - for eksempel alvorligt syge børn eller handicappede børn - så kan de komme til Danmark med det samme,« siger Mette Frederiksen til 21 Søndag.

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), mener ikke, at regeringens forslag er rimeligt. Hun understreger, at »alle børn skal have lov at være sammen med deres far og mor - ikke kun de børn, der har et handicap«.

Og hun mener, at regeringen med lovforslaget fratager børnene deres ret til at være sammen med deres forældre.