Selv om asylansøgere kan komme i ordinært job, spænder regler og bureaukrati ben for det, siger Røde Kors.

København: Ganske få asylansøgere kommer i arbejde. Faktisk fik kun 31 asylansøgere job sidste år.

Det skriver DR Nyheder, som har fået udleveret tal fra Udlændingestyrelsen.

For selv om der er stor politisk fokus på, hvordan man får flygtninge i job med det samme, så er der også mulighed for, at man som asylansøger kan komme i ordinært job.

Ifølge Røde Kors, der driver en stor del af asylcentrene, er det regler og bureaukratisk bøvl, der spænder ben for, at flere asylansøgere kommer i arbejde.

- Det er ærgerligt, fordi her har vi muligheden for at skabe god integration hurtigt, siger Kasper Koch, der er strategi- og udviklingschef hos Røde Kors, til DR Nyheder.

Den første og største forhindring er ifølge Røde Kors, at der skal gå seks måneder, før asylansøgerne har lov til at tage et almindeligt job.

- Vi kan ikke forstå meningen med at skulle gå og vente i et halvt år, hvis man har kompetencerne og mulighederne for at komme i arbejde, siger Kasper Koch.

Næste benspænd er ifølge Røde Kors selve godkendelsesproceduren.

For asylansøgeren skal finde et job, før vedkommende kan søge om lov til rent faktisk at arbejde. Udlændingestyrelsen skal derefter behandle ansøgningen og godkende både asylansøgeren og arbejdspladsen, før godkendelsen er i hus.

En proces, som en del arbejdsgivere ikke har tid til at vente på.

- Vi kan se, at der godt kan gå et par måneder, fra man faktisk har lavet aftalen med arbejdsgiveren, om at man kan få en ansættelse på ordinære vilkår, til det faktisk kan føres ud i livet, siger Kasper Koch.

Et andet benspænd er, at asylansøgere ikke har et CPR-nummer. Det er et problem, fordi mange virksomheders HR-systemer kræver, at de ansatte har sådan et.

Samtidig giver det helt lavpraktiske problemer i forhold til løn og Skat, fordi det ifølge Røde Kors er svært at få en bankkonto, hvis man ikke har et CPR-nummer.

- Så skal vi rent faktisk ud og bede virksomheden om at udbetale løn i kontanter, og det er der vel nærmest ikke nogen, der gør længere, siger Kasper Koch.

Sidste år kom der omkring 21.000 asylansøgere til Danmark. I år ventes der at komme 25.000.

/ritzau/

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook