Kulturudvalg pudser Rigsrevisionen på Elbæk

Har kulturminister Uffe Elbæk (R) spillet efter reglerne i forhold til gøglerskolen Akademiet for Utæmmet Kreativitet AFUK)?

Det spørgsmål bliver nu overladt til Rigsrevisionen. Efter dagens samråd i Folketingets Kulturudvalg har et enigt udvalg besluttet at overgive sagen til rigsrevisorerne.

- På baggrund af mødet har Kulturudvalget enstemmigt besluttet, at kulturordførerne i morgen vil udforme et brev, så vi sammen kan skrive til statsrevisorerne om, at der skal startes en rigsrevisionssag om de fem arrangementer på AFUK, siger Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen, til Berlingske Nyhedsbureau.

På samrådet kom det frem, at embedsfolk i Kulturministeriet havde advaret ministeren mod at afholde arrangementer på gøglerskolen, hvor hans mand er ansat og hvor han selv tidligere har siddet i bestyrelsen.

Uffe Elbæk fastholder, at han har overholdt reglerne.

BNB