Finanslovstrylleri. Kulturministeren beskyldes for at give sin registrerede partner millioner.

Kulturminister Uffe Elbæk (R) har smækket pengekassen i over for det traditionsrige skib Fregatten Jylland - og til gengæld forgyldt en ny cirkusuddannelse på den seneste finanslov.

En fordeling der nu vækker harme i Venstre. Uffe Elbæks mandlige og registrerede partner er nemlig ansat på Akademiet for Utæmmet Kreativitet, der efter planen skal huse cirkusuddannelsen, som netop har fået stillet seks millioner kroner i udsigt. Det skriver Politiken. 

- Ministeren skærer med den ene hånd to millioner fra Fregatten Jylland, mens han med den anden giver penge til noget, som ingen af os, der arbejder med kultur, har hørt om.

- Når Afuk (Akademiet for Utæmmet Kreativitet red.) lige pludselig får penge, mens så mange andre får nej, blinker mine advarselslamper ud fra det rent moralske perspektiv, siger Michael Aastrup Jensen til Politiken. 

Ifølge avisen skal de mange millioner bruges til en uddannelse inden for nycirkus, som efter planen skal lægges hos Akademiet for Utæmmet Kreativitet på Amager.

Det kreative akademi er det eneste nye kulturområde, der får penge på finansloven for 2013, skriver Politiken.

Uffe Elbæk, der i øvrigt selv tidligere har siddet i bestyrelsen i akademiet, siger til Politiken at beslutningen om at give cirkusstøtte ikke har noget med partneren at gøre.