Pernille Vigsø Bagges (SF) kritik af DRs julekalender 'Tidsrejsen' får nu støtte fra den anden ende af Folketingssalen.

»Det er sjældent, jeg er enig med SF, men lige hér har Pernille Vigsø Bagge fat i den lange ende,« siger Charlotte Dyremose, kirkeordfører i Konservative.

Charlotte Dyremoses udmelding kommer, efter hendes folketingskollega fra SF luftede en kritik i en kommentar i fredagens Kristeligt Dagblad. Her skrev Pernille Vigsø Bagge, hvor frustreret hun er over 'Tidsrejsen's fremstilling af den eneste kristne i serien, Ragner.

»Behøver jeg at nævne, Ragner både er klam, grim, nedladende, indsmigrende, manipulerende, magtsyg og fotograferet med næsen i sky i alle scener? Prototypen på en totalitær folkeforfører, der for enhver pris vil stoppe Sofies videnskabelige søgen efter fysikkens love og grænser. ØV, øv og atter øv,« skrev Pernille Vigsø Bagge blandt andet.

Og den kritik erklærer Charlotte Dyremose sig altså enig i og kalder det en »meget relevant problemstilling«. Hun mener ikke, DR tager opgaven med at formidle Danmarks kristne kulturarv alvorligt, når man portrætterer kristne på den måde i bedste sendetid.

»Jeg synes, det er relevant, at kristendommen i et eller andet omfang spiller en rolle i julekalendrene. Ikke alle, men nogle. Blandt andet fordi det også er formidling af den kristne kulturarv. Men det er i hvert fald relevant, at man ikke skaber et misvisende billede,« siger Charlotte Dyremose.

»Når man laver den slags satsninger på DR, som jo trods alt er en public service-kanal, så var det måske relevant, at man fremstillede tingene i et lidt mere fornuftigt og sagligt lys,« siger hun.

Det er ikke længe siden debatten rasede om en anden DR-serie, søndagsdramaet '1864'. Dér mente flere, at politikerne var gået for langt i deres kritik af serien og burde have overladt de kunstneriske betragninger til DR.

Charlotte Dyremose mener ikke, at hun og Pernille Vigsø Bagge overtræder nogen grænser eller bryder med armslængdeprincippet.

»Det er ikke, fordi vi vil bestemme eller lave beslutningsforslag. Det tror jeg, hverken hun (Pernille Vigsø Bagge, red.) eller jeg har tænkt os. Men derfor må vi jo gerne have en holdning til, at det er en underlig, forvrænget måde at fremstille virkeligheden på,« siger hun.